Nogle gange er jeg bare træt. Træt – og lige i udgangspunktet utilfreds med, at jeg er træt. For der er faktisk så meget, jeg gerne lige ville have energi til… Jeg har en god veninde, som er fantastisk til at sætte ord på bare at kunne hvile i sin træthed… finde roen i ikke at skulle noget… Ja, være med Gud der, hvor han faktisk ikke beder mig om noget – for jeg er træt. Det minder mig om dette vers: “For når den gode vilje er til stede, påskønnes den i forhold til, hvad man evner, ikke i forhold til, hvad man ikke evner” (2 Kor 8,12) –…

Jeg mødte min afmagt – jeg ville så gerne dele HAM. Jeg ville gerne fortælle, at han ALTID er kærlig. Jeg ville gerne dele, at nogle af historierne om ham handler bare om, hvordan han agerer i en syndig verden – det var ikke hans opfindelse, at det skulle være sådan… Jeg ville gerne forsvare HAM. Men har han i grunden brug for at blive forsvaret? Kan han mon ikke tale for sig selv? Var det mon bare mig, jeg forsvarede? Jeg mødte min afmagt igen. Åh, Gud… jeg vil så gerne, at det handler om dig – ikke om mig… Tilgiv mig hvis jeg tog pladsen… Johannes døberen sagde…

Det var morgen. Jeg længtes så meget efter, at Jesus skulle fylde mig… Min egen tomhed var så uendelig – ja, tom. Og til dig vil jeg sige… hvor ubehagelig den tomhed end kan føles – det er ikke farligt, når man ved, hvor man skal gå hen… Jeg knælede. Sagde det til ham. Sagde det ene, som jeg ønskede mig: At han måtte tjene mig! For det havde jeg brug for. Sammen kom vi dybt ind i beretningen om brylluppet i Kana… Jesus var til fest. Han glædede sig over familiernes glæde. Han var selv glad. I kulissen var der krise! Vinen var sluppet op. Pinligt – ja, det…

Det var morgen. Min boghvede-havregrød var klar. Jeg havde netop snittet et æble, og nu ville jeg også have en banan ovenpå grøden. I skålen lå der nogle hele og så en halv banan fra i går. Jeg tog den halve først, skar den brune ende af og brugte resten. Bagefter lavede jeg ny halv banan – så jeg fik en hel. Som jeg stod der, blev jeg begejstret over, hvordan Gud har skabt det. Tænk, den fine lyse banan – når den bliver skåret, så dannes der blot en brun ende – og så er resten stadig lyst og fint. Sådan er det også med os, tænkte jeg… Ja,…

Træthed. Ulidelig træthed. Søvn som ikke overvinder trætheden. Man vågner, men det føles som om man trænger til at sove. Træthed i kroppen. Som om man har knoklet i timevis. Nogle gange er fornemmelsen der, uden at man har knoklet. Træthed i sindet. Hjernen er hele tiden på arbejde for at få overblik, for at lykkes, for at løse. Nogle gange også det uløselige. Du forsøger at hvile… men formår ikke… Søger hvilen – men magter ikke at give dig hen til den… Du er fortabt i din egen stress… for du kan ikke hvile! Lyder det ikke forjættende: Du kan få hans hvile! Guds hvile! Selv det at hvile,…

Tro. Det handler om tro. Og nu har jeg i den ene sekvens efter den anden set troen… På tempelpladsen væltede Jesus vekselerernes og de handlendes borde. Det gav plads for en masse troende, der kom hen til Jesus. Og det var ikke ypperstepræsterne og de skriftkloge – som i stedet blev vrede over de troendes tro… Men om de troende står der altså: “Og de blinde og lamme kom hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem” og børnene på tempelpladsen råbte “Hosianna, Davids søn!” (Matt 21,14.15). De blinde og de lamme, børnene troede… Dagen efter siger Jesus til ypperstepræsterne og folkets ældste: “Sandelig siger jeg jer: Toldere…

Lad mig sætte en skøn tekst om Jesus op på en særlig måde, så vi gennem strukturen (en kiasme) får endnu mere med, Hebræerbrevet 1,1-4: Strukturen viser os, at teksten har paralleller: A-A’, B-B’, C-C’ og D er centeret = hovedpointen, som parallellerne bygger op til: A og A’: Gud har talt til os på mange måder – men en dag kom hans bedste repræsentant, hans egen søn, Jesus, som er meget mægtigere end alle skabte, ja, mægtigere end englene. Gud ønsker, at vi skal se ham! Være tæt på ham! B og B’: Jesus er som en søn den, som har ejerskab til alt Guds – billedligt som arving…

Jeg læser verset: “De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem” (Luk 24,52). Og jeg genkender mig selv i ordene! Ja, for når jeg bliver i rummet med Gud og tilbeder ham – så er jeg virkelig fyldt med glæde, når jeg rejser mig og går videre… Gud, du er vidunderlig, jeg kender dig bare som så skøn! Jeg elsker – ja, som du elsker mig… Hver eneste dag har jeg så mange ting at takke for. Når jeg tænker på i går… Min krop, jeg nød at bruge mig selv i haven – tak. Og tak fordi jeg kunne gå til gymnastik – jeg elsker…

Jeg havde en gammel bibel fremme – ja, den ligger fast på mit skrivebord – og nu sad jeg lige der og ville finde et par vers til en anden… Jeg bladrede rundt… og Gud havde også noget lige til mig! Til mig som har så mange ting i mit liv, hvor jeg virkelig gerne vil kende Guds vilje… Måske har du det også sådan? Nogle gange kan jeg nærmest beskrive det som om, at jeg har opgivet det med at kende Guds vilje… Nej, nej – altså ikke i dybden opgivet – men opgivet at forfølge det at kende hans vilje – men i stedet blot fokusere på ham!…

Hun viste mig sit værelse. Hun var flyttet hjemmefra og manglede i grunden rigtig meget – bord, stol, lamper, pynt – ja, alt muligt. Men det var ikke det, som fyldte noget. Hun var glad. Glad over at have sit eget. Med klare tanker og visioner om, hvad værelset ville blive til. Og næh, hun var overhovedet ikke i protest mod det, hun var flyttet fra… men hun nød bare, at hun nu kunne bestemme selv… Fryden over friheden! Ja – og det er vi skabt til. “Til den frihed har Kristus befriet os,” (Gal 5,1) skriver Paulus – om mennesker befriet fra syndens trældom. Vi er ikke skabt til…