OK, lad os tænke os en situation, for du føler dig totalt svigtet af Gud. Det er smertefuldt, det er mørkt, det er håbløst… Vi finder sådan et udsagn i Bibelen: “Zion siger: ‘Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!’ “ (Es 49,14). Og – nu svarer Gud så Zion og dig (vers 15-17): “Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte?” Nej vel. En mor glemmer ikke sit barn, det er hendes allermest elskede skat. Men alligevel… du kan måske komme på eksempler, hvor det er sket… Gud fortsætter sine ord til dig: “Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.” Min…

Gud, jeg kan ikke mere! Har du nogensinde sagt de ord? Eller bare tænkt dem? Mærket dem i din krop, som en uendelig træthed, som tårer, der kunne rulle i spandevis, som en panik, der var lige ved at gribe dig eller opgivelsens apati? Hjælpeløs. Har du set verden fra den hjælpeløses ståsted? Endda uden at kunne udtænke hvad du overhovedet kunne bede om? Tænk at høre disse ord fra dette sted: “Himlen skal råbe af fryd, jorden juble,bjergerne skal bryde ud i fryderåb,for Herren trøster sit folk,han forbarmer sig over sine hjælpeløse”(Es 49,13) Åh, Gud ved, at du er hjælpeløs! Og det kalder på al hans omsorg. Han kender…

Ved du, hvad der sker, hvis du ser Gud? Ja, altså i den største ‘dose’, som han kan give dig, uden at du udslettes af hans hellighed, af et alt for kraftigt lys, af al for megen guddommelighed… Du vil føle dig meget, meget lille. Esajas så Gud på sin trone i himlen – det var Gud, som åbenbarede sig for ham. Der var engle rundt om Gud, som bare priste ham i hans hellighed. Esajas reagerede med det samme: “Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre” (Es 6,5). Det var stort at…

Esajas ser alt det onde. Og Gud ser det. “Fjern jeres onde gerninger fra mine øjne, hold op med at handle ondt, lære at handle godt! Stræb efter ret, hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret, før enkens sag!” (Es 1,16-17). Gud elsker dem… selv dem med de hårde hjerter… Han ønsker, at give dem hjerter, så de kan elske! “Hvem kan jeg sende? Hvem vil gå bud for os?” (Es 6,8). Hvem vil gå med budskabet om en Gud, der gør op med det onde – og åbner op for kærlighedens kildevæld? Hvem vil leve det? Esajas ville. Vil du? Jesus gjorde det – lader du ham elske dig!…

Jeg lå i min seng. Havde lige læst lidt om Helligåndens gerninger. Nu ville jeg bede. Min magtesløshed var større end mit ønske om at bede. Gud lagde dette løfte i mit sind: “Over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd, og de skal se hen til mig, ham de har gennemboret” (Zak 12,10). Det bad jeg! Gud, giv mig bønnens ånd… Giv mig at bede… Inspirér mig til hvad jeg skal bede om! Og det gjorde han. Min bøn blev bare det, som han gav mig at bede. Gud vil gøre det for dig. Nådens og bønnens ånd. Nåde – alt om at ‘fortjene’…

Denne bøn er min: “Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte,prøv mig, og kend mine tanker,se efter, om jeg følger afgudsvej!Led mig ad evigheds vej!”(Sl 139,23-24) Kæreste Gud, led mit hjerte til dig. Ja, led mit hjerte, så det er helt tæt på dit. Så dit og mit hjerte banker for det samme, så vi har det samme mål. Led mit hjerte til at hade det, som du hader… Virkelig, helt igennem, så jeg heller ikke i smug gør det, jeg ikke vil. Gør mit hjerte helstøbt – sådan, at det jeg vil, det vil jeg – i alle ord og handlinger – og at det er det, som du…

Markant. Overraskende at finde i Guds bog? Er det at være kristen? Er Gud sådan? “Gid du ville dræbe forbryderne, Gud!Vig fra mig, I mordere!De spinder rænker mod dig,de farer med løgn mod dig.Hader jeg ikke dem, der hader dig, Herre?Væmmes jeg ikke ved dem,der rejser sig mod dig?Grænseløst er mit had til dem,de er blevet mine fjender.”(Sl 139,19-22) Gud… Far… der er så meget, der gør ondt… Ja, nogle gange er det, som om alt det onde i denne verden myldrer lige ind i min stue… ind i mit sind… og frygten griber mit hjerte… Gud, hvordan håndterer du ondt? Og fra Guds ord ved vi, at en dag,…

“Hvor er dine tanker dyrebare for mig,hvor stor er dog summen af dem, Gud!Tæller jeg dem, er de flere end sandet,bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.”(Sl 139,17-18) Ja, Gud, det går aldrig godt, hvis jeg farer vild i mine egne tanker… Mine tanker kan være fulde af tvivl, mørke, uro… Eller spørgsmål som du slet ikke stiller… om jeg nu er eller gør et eller andet ‘nok’… ‘godt nok’… ‘god nok’… Næh, tak, Gud: Dine tanker er dyrebare for mig! Fantastiske! Når jeg kigger på dine perspektiver – for mig, for livet, for alt – så fyldes jeg virkelig af jublende glæde! Du ved jo, hvordan jeg har…