Ja, Gud har kendt og elsket mig – altid. “Da jeg endnu var foster,havde du mig for øje;alle dagene stod skrevet i din bog,de var formet,før en eneste af dem var kommet.”(Sl 139,16) Wau, Gud, så tæt på! Elsket lige fra begyndelsen – som din lille øjesten – du har kastet dit kærlige blik på mig – lige fra start! Og intet – intet nogen sinde er kommet overraskende for dig – for du ved alting. Du vidste alting om mit liv – før det begyndte. Og du stiller op til det hele! I kærlighed – for at skærme mig og for at elske mig, for at hjælpe mig –…

Ja – det står her: “Det var dig, der dannede mine nyrer,du flettede mig sammen i min mors liv.Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,underfulde er dine gerninger,jeg ved det fuldt ud!”(Sl 139,13-14) Du ville mig lige fra start, Gud! Og ikke blot mig – intet menneske er – uden at du elskede fra start! Det her er virkelig intimt, far, dine hænder rørte alt i mig – og sådan blev jeg til. Du er ikke en fjern Gud, som har sat noget i gang og så er gået væk for at tage en lur eller lave andre ting… Du ER – lige her – i mit liv, i…

Mørke. “Siger jeg: ‘Mørket skal dække mig,lyset blive til nat omkring mig’,så er mørket ikke mørke for dig,natten er lys som dagen,mørket er som lyset.”(Sl 139,11-12) Gud, du er bare den mest omsorgsfulde og ømme Gud – mennesket i mørket – møder du – i mørket! Du flår ikke bare det beskyttende mørke væk… Du tænder ikke bare lyset ubarmhjertigt og råt… Du kommer og er… Er nær med mennesket i mørket… For du skræmmes ikke af mørke – ligesom du ikke skræmmes af det, som gør allermest ondt… Sammen med dig er der plads til alle tårer, alle de skamfulde minder, sorgen, mindreværdet, smerten i sind, i krop… Og…

Men er det nu sandt? Er der ikke bare nogle gange, hvor vi ikke vil face tingene – og løber væk… Måske løber vi endda væk fra Gud… Gud, som står der med armene åbne, for at favne os i kærlighed og tage det fra os, som gør ondt… Men vi magter ligesom ikke at slippe… “Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?Stiger jeg op til himlen, er du dér,lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.Låner jeg morgenrødens vingerog slår mig ned, hvor havet ender,så leder din hånd mig også dér,din højre hånd holder mig fast.”(Sl 139,7-10) Kæreste kære Gud, tak…

“Bagfra og forfra indeslutter du mig,og du lægger din hånd på mig.Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”(Sl 139,5-6) Jeg elsker at mærke din hånd, far. Og det er virkelig underfuldt! Jeg står bare jublende af glæde indeni, når jeg tænker: Det var dig! Og ja, det er virkelig sandt – du er om hele mit liv! Jeg oplever din hånd i alt muligt – og jeg kan godt tilføje: hele tiden. Jeg har virkelig så meget at takke dig for. Du er virkelig kærligheden selv, og jeg føler mig totalt omsluttet af din omsorg! Hele tiden gør du så…

“Alle mine veje er du fortrolig med” (Sl 139,3). Ja, men det er fantastisk, at du er fortrolig med mine veje… Nej, jeg mener, det er jo helt naturligt, fordi du er Gud – men det er så fantastisk for mig, at det er sådan, fordi det gør mig mindre frygtsom og mere modig. For – det, der er ukendt for mig, er jo kendt af dig. Så – det er trygt – for du kommer jo aldrig ud for noget, som du ikke kan håndtere – modsat mig… Men – sammen med dig, så kan jeg jo også. Det er vildt. Vildt fantastisk. Og så spændende – for det…

“Herre, du ransager mig og kender mig.Du ved, om jeg sidder eller står,på lang afstand er du klar over min tanke;du har rede på, om jeg går eller ligger,alle mine veje er du fortrolig med.”(Sl 139,1-3) Så… så præcist… ja, så intimt… om jeg sidder, eller om jeg står… Mit liv betyder virkelig noget for dig, far, til den mindste lille del… Du ved, hvordan min krop har det… at jeg ikke har taget mit ene høreapparat på lige nu, fordi det generer lidt… Du vidste det nok, før jeg vidste det… ja, altså, at det ville drille lidt… Tak fordi du vil hjælpe med, at det lander godt… Åh,…

“Herre, du ransager mig og kender mig” (Sl 139,1). Ja, far, sådan begynder min dag… Du ved allerede, hvordan jeg har det. Helt inde i mit inderste. Så langt inde, at jeg måske ikke engang mærker det selv… sådan rigtigt… Måske tør jeg ikke mærke det… Eller måske stopper jeg ikke op længe nok til at mærke det… Hvis der er et lille mismod derinde – så er det så nemt bare at ræse i gang med dagens mange rutiner og uendeligheden af gøremål… Er det det sted, som du gerne vil mætte med dig selv…? Min ‘sult’ tager mig måske andre steder hen… fordi jeg ikke stopper op sammen…