Nikodemus blev berørt af Jesus’ ord den nat. Også selvom han ikke helt forstod det. Om Ånden. Ånden, der gør sit arbejde i mennesker. En dag fortalte Nikodemus Johannes om det, Jesus havde sagt. Ja, om samtalen… Johannes, Jesus vidste helt sikkert, hvorfor jeg var kommet, altså, længslen i mit hjerte – selvom jeg slet ikke sagde det højt. Så han svarede på mit hjertes ønske i stedet for på mine ord – og så sagde han lige, hvad det handlede om: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” (Joh 3,3). På en måde ramte det mig, for vi taler…

Nikodemus fortæller på et tidspunkt Johannes historien om sit natlige møde med Jesus. Og senere skrev Johannes den – og vi finder den i Joh 3,1-21. Jeg tænker lidt over, hvad Nikodemus fortæller… Johannes, egentlig var jeg jo bare et helt almindeligt menneske, som kom til Jesus. Ja, søgende, faktisk. Men det havde jeg overhovedet ikke erkendt. Jeg var stolt af at være farisæer og medlem af jødernes råd. Det havde jeg ligesom hængt udenpå det indeni. Og så kom jeg om natten. Ingen skulle vide, at jeg opsøgte sådan en jævn mand som Jesus… ja, sådan så jeg virkelig på ham og hans disciple, for ikke at tale om…

Disciplen Johannes havde været ved foden af Jesus’ kors lige til det sidste. Måske havde Nikodemus også været i nærheden, i al fald var han der, da Jesus’ døde legeme skulle tages ned af korset. Johannes skriver: “Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten” (Joh 19,39). Måske var det ved korset, at de to mødtes første gang? Troen var vokset i Nikodemus siden det natlige visit. Og nu var han klar til at gå offentligt med sin passion for Jesus, med sin tro. Og på et tidspunkt har han delt sin historie med Johannes, så Johannes senere kunne skrive den. I mine tanker…

Det var en regntung morgen. Hun cyklede på vej til arbejde. Brillerne blev småvåde. Duggede. Det var mørkt. Med lidt lysflimmer fra gadelygter og andre trafikanter. Nu var hun nået til det sidste sving, snart fremme. Hun ville lige give et ordentligt jok i pedalen – og så… Men lige som hun skulle til at jokke, oplyste en modkørende bil vejen foran hende: Der holdt en mørk, parkeret bil… Reddet. Bevaret. Glæde fyldte hende. Hvor let kunne hun ikke med fuld kraft være baldret ind i den parkerede bil… Skader… på den… på hendes krop… Alvorlige skader var blevet afværget. Da hun kom frem, fyldte dette vers hendes sind: “Men…

Det er faktisk ret vildt. En fantastisk ting vi kan lære af en ny krig… Asa, som tjente Gud, havde en hær på fem hundrede og firs tusind mand. Mod ham rykkede nubieren Zera ud med en hær på en million mand. STOR forskel! Det kræver tillid at gå til Gud i den situation! At stole på Gud. Og det gør Asa. Der står: “Asa råbte til Herren sin Gud og sagde: ‘Herre, for dig er der ingen forskel på at hjælpe den, der har stor styrke, og den, der ingen har. Hjælp os, Herre vor Gud, for dig støtter vi os til, og i dit navn er vi draget…

Ja, i tro siger Abija fra Juda rige til Jeroboam fra Israels rige: “Israelitter, kæmp ikke mod Herren, jeres fædres Gud, for det vil ikke lykkes for jer!” (2 Krøn 13,12). Nej, det lykkes ikke hvis vi kæmper mod Herren. Til gengæld lykkes det, når vi læner os op ad Herren: “Den gang bukkede israelitterne under, mens judæerne blev stærke, fordi de støttede sig til Herren, deres fædres Gud” (vers 18). I enhver strid eller uro, krig eller konflikt – så er det bedste, vi kan gøre, at læne os op ad Herren. At søge Gud. At bøje os for ham i bøn om, at vores hjerte må være ret…

Åh, hvor jeg elsker dette vers: “Judæerne blev stærke, fordi de støttede sig til Herren, deres fædres Gud” (2 Krøn 13,18). Når alt muligt stormer lige i mod os – hvis vi læner os op ad Gud – så finder vi styrken. Situationen var krig. Og hvor ofte er der ikke krig mellem mennesker… Her – krig mellem Juda og Israel – de to grupper, som udgjorde det samlede Israel. Ja, “der var hele tiden krige mellem Rehabeam og Jeroboam,” (2 Krøn 12,15) – Rehabeam var konge for Juda og Jeroboam over Israel. Og da Rehabeam døde, blev Abija konge, og så står der: “Der blev krig mellem Abija og…