Ånden først – hver dag

Hvordan kommer vores kristne, åndelige og praktiske liv til at fungere?

Sådan: “I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst” (Gal 5,16).

Rækkefølgen er det, som gør det. Paulus siger det også et andet sted på denne måde: “Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham, rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det, overstrømmende med tak” (Kol 2,6-7).

Så – først – tage imod! Tage imod Jesus – og med ham, får vi alt. Med ham fyldes vi af hans Ånd. Så – først – fyldes af hans Ånd! Og når vi fyldes af Ånden – så lever vi efter Ånden – så er det en naturlig ting ikke at følge kødet.

Ja, for hvem har ikke prøvet kampen mod gamle vaner og besnærende lyster… det går bare rigtig dårligt, når vi forsøger det selv… Ja, måske lykkes det nogle dage… og vi tror, at nu er det overstået… men – så kommer det tilbage med fuld styrke et par dage efter igen. Djævelens rutchebane…

Måske er det så i øvrigt ikke kun rækkefølgen, der er problemet i vores forståelse… Men at vi har så let for at glemme – at det er hver dag, at vi skal tage imod Jesus, hver dag, at vi igen må fyldes af Ånden. Hver dag – at han må komme først!

Tak, Jesus, fordi du er her for mig – hver dag! Tak, fordi du fylder mig med din Ånd – hver dag!

 

Skriv et svar