Nogle gange kan fornemmelsen åh nej, hvor er vi forskellige måske godt skylle igennem os. På arbejdspladsen – vi vil bare løse opgaven så forskelligt. Mellem søskende – og man undrer sig over, at man virkelig har samme forældre. I parforholdet – hvordan fandt vi overhovedet sammen? I kirken – hold da op, tjener vi overhovedet den samme Gud? Og det er udfordrende. At være i. At være sammen om noget. Ja, og at elske. Faktisk er det, som om kærligheden ikke altid rækker til… Mine øjne stoppede ved dette vers: “Det er Kristus’ kærlighed der binder os sammen” (2 Kor 5,14). Tak for det! Der er svaret! Løsningen! For…

Jeg kunne høre hans smerte igennem telefonen… Han havde mistet et menneske, ja ikke bare “et” menneske – men det menneske, som var hans sidste livsvidne. En, der havde været der altid, kendt ham altid. En, han havde kunne dele så meget med. Nu var det slut. Det gjorde knusende ondt. Smerten. Og også glæden. Ja, for jeg oplever også glæden over veninden, som kom ind i mit liv i børnehaveklassen – som jeg stadig har kontakt med. Og jeg er velsignet ved stadig at have en forælder og onkler og tanter, som elsker mig ubetinget, og som altid har været der. Ja, det er skønt at få nye venner…

Han er virkelig en djævel! Han holder mennesker blinde, så de ikke kan se Guds skønhed, kærlighed, omsorg, rige gaver, herlighed… Ham, som elsker dem over alt… og de ser det ikke… For “Satan har gjort dem blinde så de ikke kan se det strålende lys der strømmer ud fra budskabet om Kristus” (2 Kor 4,4). Heldigvis er Gud en skaber, som skaber ud af intet. Han kan skabe lys, hvor der intet lys er. Også i et menneske. Som der står: “Da Gud skabte verden, sagde han at lyset skulle skinne midt i mørket. Nu tænder han lys i vores hjerter så vi kan se stråleglansen fra Kristus’ ansigt…

Nemlig. Så meget er så uberegneligt. Mennesker går i krig. Man bliver syg. Priserne stiger. Man kommer tilbage til et sted – og genkender det ikke. Kærligheden krakelerer. Man bliver fyret. Uventet. Noget, der for en stund får ens verden til at skælve. Måske endda brase sammen… Midt i sådan en verden kigger jeg ud på foråret. Jeg går ud i det. Hører den intense fuglesang. Ser på knopperne, der snart brister. Lysegrønt skær. Solen varmer mit ansigt. Blomst efter blomst møder mit blik med enkel skønhed. Det er forår! Uanset verdens ustabilitet – den store og min egen lille – så er foråret her. Guds eget stabile ur er…

Ja, det var derfor, Jesus kom. Der står i ordet, at han “prædikede Guds evangelium” (Mark 1,14) – og evangelium betyder gode nyheder. Gode nyheder – fra Gud! Fra Gud til menneske. Og Jesus sagde: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær” (vers 15). Fantastisk! Lad mig oversætte… Lige nu er Gud helt tæt på dig! Ja, usynligt og uhåndgribeligt, det overgår din forstand og din evne… Men siden Jesus sagde disse ord, har Jesus overbevidst mængder af menneskehjerter: Tiden er inde for dig nu – til at du også kan erfare, at jeg er dig nær! Heraf følger det naturlige spørgsmål: Hvordan? Og det har Jesus allerede forudset,…

Jesus havde været igennem en frygtelig periode. Djævelen selv var efter ham. Kamp. Fristelse. Det stod i stor kontrast til den glæde, der netop havde været omkring ham ved dåben. Ånden, der var kommet ned over ham. Guds egen stemme fra himlen: “Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!” (Mark 1,11). Havde der mon ligesom været stille der, i ørkenen… Det var Ånden, som havde ført Jesus derud. For Åndens dagsorden. Men det var som djævelen havde kidnappet den… Lyset fra himlen fra blevet overskyllet med mørke… Jesus var udpint efter fasten… “I fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede…