Nej da, jeg løber ingen steder

Men er det nu sandt? Er der ikke bare nogle gange, hvor vi ikke vil face tingene – og løber væk… Måske løber vi endda væk fra Gud… Gud, som står der med armene åbne, for at favne os i kærlighed og tage det fra os, som gør ondt… Men vi magter ligesom ikke at slippe…

“Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.”
(Sl 139,7-10)

Kæreste kære Gud, tak at du ikke går væk! Aldrig!

Tak, at jeg ikke kan gå et sted hen, uden at du kan nå mig – der.

Tak, kæreste Jesus, at du holder mig fast, når jeg ingen kræfter har – og også når jeg tror, at jeg har kræfterne…

Tak, at du leder mig. Langt ud over hvad jeg forstår. Også når jeg ikke har bedt dig om det. Tak fordi du hele tiden leder mig – også for at jeg skal komme tættere på dig. For at jeg kan komme til det sted, hvor din kærlige hånd kan røre det i mit liv, som gør allermest ondt – for at tage bort, for at hele, for at give ny kraft og nyt liv!

Jeg ved det! For du har gjort det! Åh, jeg takker og priser dig for friheden i dig! Friheden du har givet mig. Fordi du elsker mig – og jeg elsker dig!