At være elsket

Må det gå dig godt!

Jeg er stadig i gang med at læse Bibelen i en nudansk version, Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk. Og der var et vers i Paulus’ første brev til Timotheus, som fik mig til at stoppe ud – uden at jeg stregede det under… Men nu kom der et magen til i Paulus’ brev til Titus:

“Gid Jesus Kristus, vores frelser, og Gud, vores far, vil beskytte dig og sørge for at det går dig godt” (Tit 1,4 og 1 Tim 1,2).

Og jeg blev fyldt af tanken: Ja, hvad andet ønsker jeg mig i grunden end det… at Gud beskytter mit sind, min krop, mit liv… at han sørger for, at det går mig godt i mit liv… i mit ægteskab, i mit arbejdsliv, i mit sociale liv, i mine stille stunder, i mit liv med ham… Mmmm… mættet… velvære…

Jeg blev nysgerrig – hvad står der egentlig i Bibelen i 1992-oversættelsen… : “Nåde og fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor frelser!” Ret klassisk… Jeg elsker ordet ‘nåde’ – fordi det rummer, at Gud giver mig, uden at jeg skal fortjene, bare ud af sin egen godhed, omsorg og fordi han elsker mig så uendelig højt… Og ‘fred’ – stedet, hvor mit sind hviler, uden bekymringer, et afsæt for virkelig at leve… Også det rummer alt, hvad jeg ønsker mig…

Alt det er her til dig i dag! Rigt! Så meget fra Gud til dig! Han elsker dig så højt! Mød dit liv svøbt i hans nåde, fyldt af fred, beskyttet af Gud og med en vished om, at det kommer til at gå godt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *