Så, en case kan virkelig hjælpe os. Jeg har fundet en, som var udvalgt: Josef! I al fald var han det af sin jordiske far, Jakob, men det ser også ud til, at han var Guds udvalgte. Men først – meta: Vi har gang i at finde ud af, om Gud er tillid værdig. Altså – vi kigger på nogle af de ‘svære’ historier… eller nogle af de ‘svære ting’ i historierne… Eller – måske er vi bare ved at søge at finde noget om Guds perspektiv… Altså at forstå Bibelen og historierne om mennesker ud fra hvad Gud vil sige til os… hvad han inviterer os til at undres…

Han siger det jo nærmest selv, ikke: “Herren sagde til Abram: ‘Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes’ “ (1 Mos 12,1-3). Abraham lyder da ret udvalgt, ikke? Gud ville gøre ham til et stort folk og velsigne ham! Jep. Men med hvilket formål? Han skulle være til velsignelse. Og alle på jorden…

Vi er lige landet i, at det var ikke bare ok, men faktisk ret godt, at Farao ikke fik lov til at fortsætte sin udnyttelse af israelitterne. Ingen må udnytte et andet folk! Men, når vi nu kan konkludere (!), at Gud synes, at det er forkert, at et folk udnytter et andet – hvorfor var han så så længe om at befri israelitterne (og nogle stykker andre, som vi måske kan tænke på), hvis det var det, han ville? “Den tid, israelitterne boede i Egypten, var 430 år” (2 Mos 12,40) – og det er da ikke så lidt. Ja, og tilmed sagde Gud til Abraham mange år tidligere:…

Det var ikke Gud, der havde lyst til at lave en magtdemonstration og tvære et folk ud. Egypterne var et folk af brutale slave-ejere! Et folk krænkede et andet folks rettigheder. Og de ville ikke lade dem gå! Da Gud kaldte Moses til opgaven med at føre israelitterne ud, sagde han: “Jeg ved, at egypterne ikke vil give jer lov til at gå, hvis ikke han mærker en stærk hånd. Derfor vil jeg række hånden ud og ramme egypterne med alle de undere, jeg vil gøre blandt dem, og så vil han lade jer gå” (2 Mos 3,19-20). En stærk hånd. Det gør mig faktisk tryg at vide, at Guds…

I går forlod vi Jonas, som var så ualmindeligt vred. Dødeligt vred. Vred i sin selvoptagethed. Jonas var optaget af Jonas. Hvad var Gud i grunden optaget af? Jonas’ Bog afslutter med denne dialog mellem Jonas og Gud: “Da sagde Gud til Jonas: ‘Har du ret til at være vred over olieplanten?’ Han svarede: ‘Jeg har ret til at være dødeligt vred.’   Da sagde Herren: ‘Du har ondt af olieplanten, som du ikke har haft noget arbejde med at få til at gro, men som blev til i løbet af en nat og gik ud i løbet af en nat.  Skulle jeg så ikke have ondt af den store by Nineve,…

Måske var du med i går, da vi konstaterede, at Jonas var sur over, at Gud ikke udslettede Nineve. I grunden en meget bizar historie: En vækkelsesprædikant, der har så meget succes – hele byen omvender sig – og så bliver han sur. Nå, det var nok en misforståelse – Jonas havde i al fald ikke en vækkelsesprædikants sjæl… Næh, Jonas var optaget af Jonas! Måske var han bange for sit skind, og at folk skulle tænke, at han var en falsk profet: ” ‘Men den profet, der formaster sig til at tale noget i mit navn, som jeg ikke har befalet ham at sige, eller som taler i andre…

Nej, Gud ønsker omvendelse. Modsat Jonas. Ja, for først ville Jonas ikke til Nineve, og da han endelig gik med budskabet: “Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!” (Jon 3,4), så blev han mega sur over, at Gud ikke ødelagde dem, når han nu havde sagt, at det var det, der ville ske. I mellemtiden havde ninevitterne omvendt sig: “Mændene i Nineve troede Gud på hans ord; de udråbte en faste, og både store og små klædte sig i sæk.” Og Kongen sagde: “Både mennesker og dyr skal klæde sig i sæk og råbe til Gud af al magt. De skal vende om fra deres onde vej og holde op med…

Krig. Ondskab. Vold. Misbrug. Udnyttelse. Mishandling. Listen kunne gøres længere. Og jeg må sige: Jeg er taknemmelig for, at Gud evner at sætte en stopper for den slags. En dag. Og som vi har set på de sidste dage: Så kom dagen, da Gud sagde stop (samtidig med at der var en mulighed for at blive frelst). For alle mennesker i hele verden, der ikke var gået ind i arken, kom den dag da “Herren lukkede” døren, og “vandfloden kom over jorden” (1 Mos 7,16.17). For menneskene i Sodoma og Gomorra kom den dag, da “Herren lod svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen.…

Nej, da Gud så, at menneskene var så onde – ja, at de havde valgt ham fra og bare forpestede livet for deres medmennesker – så satte han ikke en stopper for det uden at give mulighed for omvendelse: Han lykkedes med at få en mand til at lave en ark! Guds nåde: Der var et sted, hvor man kunne blive frelst! Nej, menneskene skulle ikke være perfekte for at komme med i arken. De skulle bare vælge det. Og Noa valgte det. Han “fandt nåde for Herrens øjne”, og der står om ham: “Noa var retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige, og han vandrede med Gud” (1 Mos 6,8.9).…

Næh. Inden vandfloden: “Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt” (1 Mos 6,5). Og efter vandfloden fortsatte menneskene af deres egne veje, ja, de gjorde oprør mod Gud. Noa fandt på at lave vin, blev fuld og uanstændig, hvilket hans ene søn håndterede uærbødigt. Det førte til forbandelse af den slægt: Kams slægt (1 Mos 9,18-27). Og i stedet for at opfylde jorden, og udleve Guds velsignelse: “Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: ‘Bliv frugtbare og talrige, og opfyld jorden” (vers 1), var de trodsige og ville være ét sted: “Lad…