At være elsket

En lærd mand møder Gud

Nikodemus. Farisæer. Medlem af jødernes råd. Veluddannet. Dygtig. Kendte skrifterne.

Men det var øjensynlig ikke nok. Han havde mærket sin tomhed indeni. Og i ly af natten kom han til Jesus.

Kunne det være dig? Er din viden og indsigt stødt på grund? Leder dine egne studier dig ikke til mere hjertefred? Kan du ikke udgrunde Bibelens mange mysterier, så de bliver til fred og frelse, glæde og vished?

Kom med… til det helt enkle…

Ånden gør det! Og det sker, fordi Gud elsker dig så højt – se på ham.

Det var det, Jesus sagde til Nikodemus. Sådan her:

“Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden” (Joh 3,8). Poetisk smukt… Nikodemus, du kan ikke styre Guds arbejde i dig… Men du kan overgive dig til, at Gud arbejder i dig med sin Ånd! Så enkelt er det!

Se på korset… “ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen” (vers 14), og de alle skulle se på den, for at bevare livet – sådan skal du se på mig… Se, at “således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (vers 16).

Jeg elsker dig højt, Nikodemus – bare se på mig og min kærlighed, læn dig ind til mig, overgiv dig til at Ånden rører dig… så enkelt er det!

Først da bliver alle andre studier sat i ret kontekst og kan gi’ værdi. Men er grundlaget ikke Kristus – hans Ånd og hans kærlighed i dig – så er alt det andet til ingen nytte…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *