Min kære Gud tog mit i sine hænder

Egentlig bare en lille ting… men alligevel vil jeg gerne dele det.

For jeg har i de sidste dage været optaget af at dele, hvor uendelig meget Gud elsker dig. Og så stoppede jeg op og tænkte, har jeg én erfaring fra denne uge, som jeg kan dele, som fortæller, hvor meget Gud elsker mig?

Jep. Jeg tænkte på denne: Vi har haft et arrangement i kirken, og efterfølgende skrev jeg en ‘lille reportage’ om det til lokalavisen. Søndag skrev jeg, så det kunne blive sendt, så redaktionen havde det mandag – så det kunne komme med som aktuelt stof, hvis de måtte vælge det.

Mandag morgen nåede jeg lige at tænke: Skal jeg lige ringe til avisen for at følge op? Nej, hviskede Ånden i mit hjerte, nej, det var i Guds hænder… Helt roligt vidste jeg, at hvis Gud ville, at det skulle i – så skulle han nok påvirke det til det…

Senere på dagen kom der faktisk en mail fra redaktøren til mig – som handlede om, at de tidligere havde bragt en lignende historie om vores kirke… Tja, tænkte jeg, det er ikke ‘nyt’ stof... og jeg svarede ham pænt og anerkendende… Samtidig totalt hvilende i, at det hele var jo i Guds hånd.

Og ja, jeg tænker, at du har gættet det: Stykket kom i. Jeg kan ikke en gang sige, om jeg havde forventet det – det var ikke det, der betød noget mere… Jeg vidste, at det var i Herrens hænder… og så jublede jeg, da jeg så, at han havde valgt, at det var i…

… for jo, det matchede Åndens stille hvisken: At jeg ikke skulle gøre mere, det var i Herrens hænder.

Og den forvisning oplevede jeg virkelig som en kærlighedserklæring! Min hvile i ham! Jeg elsker det – og det lyder med en gang ikke helt ‘rigtigt’ – for det er ham, jeg elsker! Og så er jeg så taknemmelig for hans tilstedeværelse i mit liv. Kærligt og nær!

… og så ønsker jeg mig faktisk ikke mere… For der, er jeg mættet!

Jeg elsker “Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår” (Ef 3,20).

Skriv et svar