Lykken i at længes efter retfærdighed

Den fjerde saligprisning lyder:

“Salige er de, som hungerer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes” (Matt 5,6).

Den får mig til at tænke på en erfaring, jeg havde. Jeg var vred. Virkelig vred over ting, der var forkerte. Men min vrede var så stærk, at jeg var usikker på, om det var ‘for meget’ – og altså også forkert.

Jeg bad til Gud, at han måtte tage sig af min vrede. Han ledte mig til Romerbrevet 1,18: “For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdigheden.” Det var, som om Gud sagde til mig: Jeg er også vred over det.

Vi har brug for vrede i denne verden – og det er en sund reaktion at blive vred over forkerte ting.

Efterfølgende tog Gud min vrede, og jeg er taknemmelig over, at han bærer den.

Ja, jeg længes efter retfærdighed. Uretfærdighed kan være så svær at være i.

Løftet fortæller, at vi vil blive mættet med retfærdighed. Tydeligvis er det ikke hele Guds retfærdighed, der rulles ud nu – det må vi vente på. Men Gud mættede mig i min erfaring ved at se mig, fortælle mig at han også var vred og ved at bære min vrede. Jeg blev mættet med ham.

Lykken er at længes efter det samme som ham! Han og jeg længes efter at alt ondt får en ende og retfærdighed hersker.

(4-12/9 handler stykkerne om Saligprisningerne i Matthæusevangeliet 5,1-12)