At være elsket

Lykkelige relationer med mennesker og Gud

Det går igen igennem hele Bibelen: Der er sammenhæng mellem vores relation til Gud og vores relationer til mennesker.

Som Johannes skriver: “Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: ‘Jeg elsker Gud,’ men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham; Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder” (1 Joh 4,19-21).

Ting hænger sammen. Det giver mening!

I Bjergprædikenen siger Jesus: “Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed” (Matt 5,7); og lige efter Fadervor: “For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser” (Matt 6,14-15).

Hjertets indstilling er entydig. Når vi kender Gud og har mødt hans kærlighed – så vil den kærlighed ses i vores kærlighed til andre.

Vi elsker – fordi han elsker os først. Så en god relation med Gud giver gode relationer med andre. Omvendt, hvis vi holder fast i et hårdt sind overfor mennesker, så lukker det for vores relation med Gud.

Kæreste Gud, vi takker dig så meget for, at du elsker os først – og overhovedet gør os i stand til at elske! Helt ærligt, nogle gange er det svært… så tak, at kærligheden kommer fra dig – for så bliver det muligt alligevel. Det er mærkeligt, at vi nogle gange har svært ved at tilgive andre – når vi hele tiden modtager din tilgivelse. Nej, det hænger ikke sammen. Du må gå i dybden i mit hjerte, så mit sindelag overfor andre er ligesom dit. Giv mig at være barmhjertig overfor andre på samme måde, som du er det overfor mig! Tak, min kæreste Gud! Amen

(4-12/9 handler stykkerne om Saligprisningerne i Matthæusevangeliet 5,1-12)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *