At være elsket

Jeg er nødt til at sige det…

Længe har jeg været SÅ begejstret over JESUS! Og de sidste måneder er det – endnu mere. Ja, jeg bliver bare ved med at lære ham bedre at kende.

Jeg har haft gang i lidt ‘langsommere’ bibelstudier i evangelierne. Fokus på Jesus. Ikke bare vanemæssig læsning, hvor ordene gled forbi mine øjne og ind i sindet, som de plejer… Men hvor jeg var mere opmærksom på, hvad der egentlig står. Og jeg siger det bare: Jesus er markant!

Markant? Sandt at sige havde jeg svært ved at finde et godt ord. Radikal var jeg ved at skrive. Provokerende, nej, det tænker jeg ikke lå i hans væsen. Men markant og radikal dækker måske – altså med andre ord: meget på tværs af det, man forventede. Han brød med det menneskelige, fordi han levede det guddommelige.

Og sådan. Det rykkede. Ja, det rykkede i folkemasserne – så meget, at de fulgte ham i mængder. For han gjorde det, han levede det, han hjalp dem, han skabte de forandringer, de virkelig længtes efter. Det var ikke bare tomme ord. Det var endnu mere, end de nogensinde havde drømt om.

Og det rykkede så meget i magthaverne, at de dræbte ham. Ja. Der var ikke plads til så meget sandhed, når de nu havde brug for løgnen at dække sig under.

Nogle af perlerne som jeg har fundet, har jeg allerede delt i året, der gik, og jeg håber, at vi kan dele flere i år. Det er intet mindre end vidunderligt, at Jesus ‘er sådan’. Jeg mener, hvorfor spilde sit liv på at være kristen, hvis det ikke rykker ved noget… Nej, vel?

Gå i kødet på ordet! Læs om Jesus – langsomt. Læs med en bøn om, at Helligånden må åbne dit sind for, hvor vidunderlig han er! Og selvfølgelig – hvad det betyder for dit liv.

Dette løfte gælder stadig: “Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne.” “Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne” (Luk 23,45.27).

Gud vil velsigne dig rigeligt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *