Ruth. Hun var moabit, så det lå ikke lige for, at hun ville komme til at kende Gud. Men så blev hun gift med en israelit, som døde. Åh, det er ikke sådan, at vi forestiller os, at vi vil se Guds ledelse – eller i det hele taget at lære ham at kende… Men Ruth havde lært Gud at kende. Og Ruth havde valgt at “din Gud er min Gud” (Ruth 1,17) – uanset livets omstændigheder. Og sammen med Gud… så er livet ikke statisk… sammen med Gud er tingene ikke bare, som de ser ud… sammen med Gud er der andre perspektiver… sammen med Gud, så sker der noget…

Jeg ved ikke, om overskriften rammer alle perspektiver… men det rammer i al fald noget, som jeg blev inspireret af fra dette vers: “Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme! Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det” (1 Thess 5,23-24). Lad os først se på, hvad vi får at vide om Gud: Han er fredens Gud, og han er trofast. Han arbejder med mig på en måde, hvor jeg fyldes af fred… hvor striden bortfalder, hvor han tager sig af det. Og han svigter ikke et øjeblik – for…