Næh, Gud går ikke væk – selvom du ikke venter på ham
Som vi så på i går, så slap Elias’ tålmodighed op… han ventede ikke på Gud længere… han løb – i frygt… uden at spørge, hvad Gud ville gøre ved situationen…
Og… kan vi ikke godt genkende os selv der? At vi handler – uden at bede først… At vi går – uden at spørge Gud, om det er hans vej… At vi kun hører de ydre ‘trusler’ og vores indre panik – og ikke Guds stemme…
Men selvom Elias ikke lyttede – så gik Gud ikke væk. Og selvom Elias gik en anden vej – så gik Gud med ham. Åh, hvilken forunderlig nåde, hvilken skøn kærlighed!
Gud sendte en engel, som sørgede for mad til Elias. Og Gud var med ham på turen til Guds bjerg Horeb.
Der mødte Gud Elias med sandheden: “Hvad vil du her, Elias?” (1 Kong 19,9) – ja, for det var jo ikke ham, som havde sendt Elias derhen…
Men Gud mødte også Elias – lige hvor han var. Først i omsorg for Elias’ behov for hvile og mad. Derefter på turen med tid til refleksion. Og nu i sin åbenbaring for sin kære profet.
Og nej, Gud var hverken i stormen eller i jordskælvet, og heller ikke i ilden. Gud var i den stille sagte susen (vers 12-13).
Vores hjerter må bringes til stilhed… vi må vente på Herren et sted, hvor vi kan høre, hvad han siger… Men lykkes det ikke ‘første’ gang – så slipper Gud os ikke. Han går med os – og giver os det, der skal til undervejs for at modne os – til han så igen hjælper os til stilheden, hvor vi hører ham.
