Hold op med at være så selvoptaget!

For det første er det faktisk lidt bizart. Tænk, Jesus omtaler mennesker, som bare er religiøse, for at andre skal bemærke deres “godhed”. Men det virker ikke over for Gud. Han ser lige igennem det og ved godt, at det slet ikke har noget med ham at gøre:

“Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene” (Matt 6,1).

For det andet lyder det faktisk ret anstrengende. Tænk hele tiden at arbejde med at koreografere sit liv, så man gør ting på tidspunkter og på en måde, hvor man er sikker på, at andre bemærker en.

Men hvorfor gør mennesker det? Altså, spekulerer over, om andre bemærker deres godhed? Er de mon selv i tvivl om, hvorvidt de er så gode? Eller står de hele tiden på at være bedre end andre? Er de i tvivl om, at andre bemærker deres dyder og fortrin? Mærker de ikke selv Gud eller godheden, så de er nødt til at få den fra andre, for at mærke det? ….

I det lys er det super befriende at Jesus siger: “Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig” (vers 3-4).

Gud ser dig! Gud elsker dig! Slip din egen kamp for at være god nok… for Gud elsker dig! Og han kalder dig til at være og til at give, til at tjene og til at høre til. Intet af det skal du kæmpe for. Det er en gave. Og Gud elsker dig ikke mere, fordi du gør eller giver… Han fryder sig bare sammen med dig! Og skjult i dit hjerte kan du mærke den største glæde! Ham!

Ja… den største fryd findes der, hvor han er mit centrum… ikke jeg…