Helligånden koblede de to
Hold da op, hvor er der bare kraft i den beretning. Og så er den i øvrigt placeret imellem en masse andre beretninger, som også er fulde af Gud, Helligåndens tilstedeværelse, mirakler og omvendelser.
Gud koblede Filip og en embedsmand fra hoffet i Etiopien. Helt tydeligt: Gud var aktiv og blandede sig i Filips liv – jeg gætter på, at Filip nok allerede havde bedt og overgivet sig selv til Gud, og at Filip også kendte himmelens aftryk på det, han oplevede.
“En dag kom der en engel fra Gud og sagde til Filip: ‘Du skal straks tage af sted sydpå, ad den øde vej der går fra Jerusalem til Gaza,’ og det gjorde han” (ApG 8,26-27).
Etioperen sad og læste i Esajas’ bog, og forstod det ikke. “Så sagde Helligånden til Flip: ‘Du skal gå helt hen til den der vogn.’ Filip løb derhen…” (vers 29-30). Der i vognen fik etioperen et bibelstudie, blev begejstret for forståelsen af Jesus og spurgte, om han kunne blive døbt. Og Filip døbte ham.
“Mens de var på vej op, blev Filip ført væk af Helligånden, og etioperen kunne ikke længere se ham, men fortsatte glad sin hjemrejse” (vers 39).
En fantastisk historie. Wau. Og de første to sekvenser kender jeg fra mit eget liv i nogle lidt mindre markante udgaver – jeg mener, jeg har også følt Helligåndens tilskyndelse og er derved blevet koblet med et andet menneske. Altid fantastisk når det sker!
Den sidste del – at Filip også blev ført væk af Helligånden… Det er virkelig overnaturligt. Ja, det går udover min forståelse – og lige nu tænker jeg, at det ville være grænseoverskridende, hvis det skete… Men jeg har heller ikke den erfaring, som Filip havde – fx med Jesus, der pludselig var i blandt dem, og som senere blev taget til himlen, og engle som kom til dem (Luk 24,36-51; ApG 1,10). Jeg har heller ikke oplevet alle de andre mirakler, som ellers fortælles i Apostlenes Gerninger.
Og det er ok – hvordan Gud gør det, det er op til Gud – og jeg ved bare, at jeg ikke må begrænse ham: Han har måder, som langt overgår, hvad jeg kan forestille mig… Hvad, jeg virkelig griber, er, at Gud kobler mennesker! Sådan, at vi kan dele ham! – Og helt ærlig: Det ønsker jeg mig bare meget mere af… Hvad med dig? Bliver du ligesom mig grebet og inspireret af denne beretning?
Lad os sammen bede denne enkle bøn: Gud, led mig med din Helligånd – som du vil – i dag! Jeg ved, at du vil koble mig med andre mennesker, så de kan lære dig at kende… Og tak – at du ikke er begrænset som mig… åbn mit sind for dit!