At være elsket

Lev dit liv som elsket – og gør forskel!

Bekymringer dræner os for liv. Jesus fortæller os, hvor vi finder livet: “Koncentrer jer i stedet for om hans rige, så vil han sørge for alt det andet” (Luk 12,31).

Lad os begynde med det sidste – alt det andet – og det er jo i grunden ikke så lidt. Næh, vi skal ikke “bekymre os om hvad I skal spise, eller hvordan I får tøj på kroppen”“I har en far der ved at I har brug for det” (vers 22 og 30) – en far som elsker os uendelig højt! Ja, Gud tager sig af alt det, jeg har brug for indeni (“spise”), og alt det, jeg har brug for udenpå (“tøjet”). Trivslen i mit inderste og livet, hvor jeg indgår i interaktioner og aktiviteter.

Samtidig med at han lover at tage sig af ALT, så giver han mig invitationen til at koncentrere mig om HANS. En super aftale: han tager sig af mit, jeg tager mig af hans! Måske med en mere radikal fortsættelse, end vi havde forestillet os: “Jeres far har besluttet at lade jer komme ind i sit rige. Sælg alt hvad I har, og giv pengene til de fattige. Så har I en skat i himlen” (vers 32-33). Pyha, sælge alt… give det væk…

Jeps! Aftalte vi ikke lige, at han gav dig alt – så, hvad skal du i grunden med dit? Du har jo hans! Og hans er på alle måder meget mere end dit…

Ser vi under overfladen, så siger han, at det er ikke det, vi har, som gør forskellen – det er jo hans! Og det eneste fornuftige vi kan gøre med “vores” (som jo også er gaver fra ham), det er at sætte det i spil for andre.

Sådan! Og det er den samlede pakke, som erstatter vores bekymringer med hans rigdomme. Vores nedtrykthed med hans glæde. Vores selvoptagethed med hans kærlighed. Det er at leve et liv som elsket – og det gør forskel!

(Bibeltekst fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *