At være sammen med ham

Fra træthed til ydmyghed

Hør hans kærlige ord lige ind i dit hjerte: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28).

Så enkelt… han vil give dig hvile!

Ordene rækker ud over den fysiske træthed – selvom Jesus også har givet os nattens restitution, og han også har sine hænder om vores fysiske liv. Men den mentale, åndelige træthed kan til tider være endnu mere drænende…

Træthed fordi vi bærer på bekymringer – som han gerne vil bære for os. Dine bekymringer! De endeløse overvejelser som ikke fører nogen steder hen… Tunge ting som du ikke finder et svar på… Ting, der skal løses, men din egen kapacitet er for længst stødt på grund…

Han er her! For dig! “Tag mit åg på [dig],” siger han (vers 29)… og et åg er det, som forbinder to okser, så de trækker sammen. Du skal ikke gøre det selv. Og du skal måske heller ikke gøre det på din (sædvanlige) måde…

Han inviterer dig helt tæt på – til en dyb relation, hvor du kan vokse sammen med ham. Lære af hans måde… “og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg og hjertet, så skal [du] finde hvile for [din] sjæl. For mit åg er godt, og min byrde er let” (vers 29-30).

Godt og let – om jeg så må slippe min egen stolthed og ærgerrighed – så vil det blot føles som frihed. Frihed i hans nærhed – og i den ydmyghed han lægger i mit hjerte… En ydmyghed som vokser frem, når jeg ser og oplever, hvor stor og fantastisk han er!

Var noget af trætheden måske bare forbundet med, at jeg ville mit…?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *