Før jeg ved det

Jeg blev så begejstret, da jeg læste disse ord: “Han flytter bjerge, før de ved af det” (Job 9,5).

Metaforen – bjerge…

Det er det, jeg ikke rummer. Det er det, som tårner sig op foran mig. Det er det, som mine bekymringer hænger ved. Som jeg ikke kan overskue. Som holder mig hvileløs og anspændt, giver mig knuder i maven og uro i kroppen. Længe før jeg når bjerget…

Og når jeg møder bjerget, så er det bare uendeligt. Et skridt føles som om det fører ingen vegne. Der er uendelig langt igen. Får det ingen ende? Magter jeg det? Jeg tvivler på min kraft, mine evner, min vilje, min lyst…

Bjerget i sindet – mindst lige så stort som bjerget i virkeligheden.

Og så får jeg at vide, at “han flytter bjerge, før de ved af det”! Min bekymring begynder ikke en gang! Det når aldrig at blive en opgave. Den er overstået, nærmest inden, jeg får begyndt.

Åh, Herre… hjælp mig til at tilgå alt i livet ved at kigge på dig! og ikke på udfordringer og bekymringer… Når jeg kigger på det sidste – så bliver det så stort så stort… men når jeg ser på dig… så kan du! Du vil! Du har den perfekte timing! Og så gør du det… før jeg ved det, faktisk… Jeg priser og takker dig, min Herre og Gud!

Skriv et svar