At modtage

Åbenbarer hemmeligheder

Hemmeligheder… spændende… det er et særligt øjeblik, når noget, der har været hemmeligt pludselig bliver kendt. Tænk at være den første der ved det!

Lige så frustrerende kan det være, hvis nogen har hemmeligheder for en… hvis man ikke får lov at være med og kende den historie eller den viden…

Daniels liv blev reddet, fordi Gud åbenbarede en hemmelighed for ham. Og Nebukadnezar var mega frustreret over, at han ikke forstod sin drøm – men at den var lukket for ham.

Det er historien i Daniel kapitel 2. Og den åbner op for et par større historier. Den helt store historie er, at Nebukadzars drøm handlede om kongeriger, som ville komme efter hans eget. Gud fortalte ham det – før det skete. Og historien fortæller os, at Gud er den, som overordnet har styr på verdenshistorien: “Han lader tider og tidsrum skifte, han afsætter konger og indsætter konger” (vers 21). Det er stort… det er trygt… og det overgår min forstand…

Den anden helt store historie fortæller mig noget om Gud. Gud, som svarer på Daniels og hans venner bøn. Gud som “åbenbarede hemmeligheden for Daniel i et nattesyn” (vers 19). Gud som “giver vismændene visdom og de forstandige forstand. Han åbenbarer det uudgrundelige og skjulte, han kender det, som er i mørket, hos ham har lyset sin bolig” (vers 21-22).

Det er den Gud, som jeg tjener! Det han åbenbarer for mig – om sig selv, om mit liv, om min verden – det er det vigtigste! Den indsigt, som han giver mig, er den, jeg har mest brug for. Han er lys… også ind i det mørke, som jeg til tider er i… så kender han endda også mørket… og vejen ud af det til hans lys.

Jeg takker dig Gud, fordi du hører bønner. Tak fordi du åbenbarer dig for mig igen og igen. Tak fordi du giver mig visdom. Tak fordi du har styr på hele verdens gang. Tak fordi du er her – langt mere end jeg kan se… Åbenbar flere af dine hemmeligheder for mig!

Du kan også se en lille video om kiasme-strukturen i Daniel 2, som understreger pointen: At det er Gud, som åbenbarer hemmeligheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *