Kig i hans øjne
Se nu denne abe… en vervet monkey… Jeg har haft sådan en. Da vi boede i Uganda.
Mit kærlighedsforhold til Nelson var stærkt! Åh, hvor var den skøn. Og sjov. Når jeg kaldte på den om morgenen, så hoppede den gnækkende op på min hånd, jeg tog den op til halsen, og vi gav morgenklem…
Den sad ved min skulder, når jeg hængte vasketøj op. Den lå og sov (da den var lille!) på mit skød, når jeg sad og arbejdede på computeren.
Jeg kunne fortælle mange historier om skønne Nelson-abe!
Og med til historierne hører, at Nelson var en synder. En bevidst synder. Som dog kun ville erkende sin synd, hvis jeg havde set det… For når det skete, så ville hun ikke kigge mig i øjnene.
Interessant… Hos en abe… Meget stærkt, kan jeg godt sige dig. Men jeg vil sige – den handling fungerer bare ikke for mennesker. Ikke mellem Gud og menneske heller – selvom vi har forsøgt det lige siden Adam og Eva gemte sig.
Ingen synd forsvinder ved, at vi gemmer os. Vi forbedres ikke ved at skjule. Det er ikke væk, fordi vi ikke ser det. Vores forhold til Gud genoprettes ikke når vi kigger den anden vej.
Ja, men hold da op – jeg har da selv prøvet det! … at det var svært at kigge Gud i øjnene midt i handlingen… Altså – at bede, når jeg lige havde gjort noget forkert… Men – DET VIRKER IKKE!
Så jeg forsøger i stedet at komme – med det samme… at se ind i hans kærlige, tilgivende øjne – i stedet for at kigge den anden vej…
“Da jeg tav, sygnede min krop hen… Min synd bekendte jeg for dig… Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav min syndeskyld” (Sl 32,5).
Det er så dejligt! Og jeg får styrken til at rejse mig igen!
