At være elsket

Så elsket – hver dag i året, der gik

Intet mindre! Elsket af ham – sådan har han været der for dig, hver eneste dag i året, der er ved at rinde ud.

“Han fandt det i ørkenlandet,
i den tomme, hylende ødemark;
han kredsede om det, holdt øje med det,
passede på det som sin øjesten.”

(5 Mos 32,10)

Du er hans øjesten! Hele dette år har han kredset om dig og holdt øje med dig. Elsket. Favnet af hans kærlighed.

Måske havde du øjeblikke, hvor du bare så det tomme, det hylende, en ødemark uden hvile for sindet… Men også der var han. Tæt på, selvom du ikke så ham. Han havde fundet dig, selvom du ikke mærkede det. Han elskede dig højt, selvom din verden syntes kold.

Måske har du haft øjeblikke, hvor du oplevede at blive fundet. Hvor hvilen i hans arme skyllede igennem din krop. Hvor du mærkede, at han elsker dig højt! Jublende glæde fik dig til at danse. Freden var som en uudtømmelig kilde. Taknemmeligheden over hans tilstedeværelse i dit liv overskyggende.

År kan rumme noget af det hele. I vores følelser. Men uanset, hvad vi føler – så er Gud os nær hele tiden! Han elsker! Og han søger at få os tættere på sig, så han kan favne os endnu tættere i sin kærlighed!

Jesus, tak at vi er så dyrebare for dig – dine øjesten! Vi takker dig for, at du elskede os hele året – også når vi ikke mærkede det. Og vi takker for jublen, når vi så dig, og din kærlighed mættede det inderste i os. Jesus. Tak! Et år med dig – det var godt år – uanset hvad der så ellers skete. Tak, her hviler vi i dine hænder – klar til et nyt år sammen med dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *