Mærker du, at jeg rummer dig?

Undertiden kan vores liv være ved at vælte os omkuld…

Smerten indeni er ved at kvæle dig… Du magter ikke at mærke alle de barske følelser… Du savner… Tårerne triller… Alene… Fysisk smerte… Mental smerte… Kan ikke få luft…

Det sted, er det forunderligt at møde én, som kan rumme dig. Én, der kan favne og lytte… Holde i hånden og lytte endnu længere… Høre din historie… Favne dine gisp… Nikke til dine pointer… Forundres med dig over det sværeste… Græde med dig – uden at forsvinde…

Et trygt sted.

At rumme hinanden er at være Guds forlængede arme. At favne en anden er at gå i Jesu fodspor, at gøre det, som han har kaldet os til.

“For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig” (Matt 25,35-36).

Og i alle disse situationer er der historier. Historier om smerte. Historier fulde af tårer. Din historie er der. Min historie er der.

Men du er ikke alene.

Gud er der. Og Gud sender en anden, som kan rumme og favne dig. Ligesom Gud på andre tidspunkter sender dig, så du kan rumme og favne en anden i kærlighed.

Det er Guds kald til os. Gudsrigets begyndelse.