Lykken i at sørge
Indrømmet! Saligprisningerne indeholder mange overraskelser. Ved første øjekast kan det virke helt modsat lykke – at være fattig i ånden, eller at sørge eller ligefrem at blive forfulgt.
Men – Jesus har sagt det – og det græske ord bag ordet ‘salig’ er ‘makarios’, og det var særligt associeret med guder – og altså med en glæde eller lykke på den store skala – en velsignethed. Så uanset hvad de så kommer til at betyde praktisk i dit og mit liv, så læser jeg, at vi er lovet Guds lykke i det sværeste. De er et stærkt løfte.
“Salig er de, som sørger, for de skal trøstes” (Matt 5,4).
Og ja, der er en særlig glæde i at blive set af Gud i det svære. Det kan være som at se stjernerne på den mørke himmel. Det kan føles så mirakuløst at mærke glæden der, hvor vi troede, at vi aldrig ville se den mere.
Det er også forbundet med lykken i Gud, at vi sørger over det, han sørger over. Ja, eller at vi ved, at han sørger med os, når vi sørger over alt det, der kommer af ondskaben i denne verden.
Med sorgen følger dybde og livsvisdom. Det forunderlige sker, at “blev synden større, er nåden blevet så meget desto større” (Rom 5,20). Det mirakuløse vi ser og oplever med mennesker, der til trods for stor modgang og smerte i deres liv, stråler. Hvor kommer det dog fra? Ja, fra ham!
Så selv om sorg ikke var meningen – så bruger Gud den alligevel til at åbne for flere undere i vores liv. Med endnu et løfte og en personlig vished med Paulus’ ord: “Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Rom 8,28).
(4-12/9 handler stykkerne om Saligprisningerne i Matthæusevangeliet 5,1-12)


