Det evige liv er at kende dig, Jesus!
Du sagde: “Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17,3).
Sådan vil jeg gerne begynde det nye år, Jesus! Med dig. Og jeg vil gerne lære dig bedre at kende i år. Gå med dig i hånden i alle mine ting. Få nye erfaringer med dig. En rigere mindebog.
Jesus, tusind, tusind tak, at du var med mig sidste år! Du blev mig kærere, jeg frydede mig i det, du gav mig. Og min tørst efter dig er bare blevet større! Vær livets vand for mig – altid og hele tiden!
Ja, vis mig, hvad du mener i mit liv, når du siger: “Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh 4,14). Jeg vil virkelig gerne dele dig med andre! Giv masser af muligheder for det i år. Vil du koble mig med andre, hvor vi kan være en velsignelse for hinanden – ja, hvor vi sammen kan vokse – vokse, fordi du er hos os begge.
Jeg er sikker på, Jesus, at det bliver et godt og rigt år! På grund af dig. Fordi du er! Fordi du er lige her, og vi lever året sammen. Jeg glæder mig til hver dag med dig!
… og tænk, det er allerede en bid af det evige liv! For i evigheden vil jeg bare blive ved med at være sammen med dig og lære dig bedre at kende. Og jeg vil blive ved med at dele dig med andre mennesker, og vi vokser sammen. Åh, skønneste evighed.
Og sikke et perspektiv at begynde dette år med! Selv når der er ting omkring mig og i mig, som går nedad bakke… så kan jeg leve i evighedens atmosfære med dig! Åh, Jesus, jublende glæde!
Jeg elsker dig – dine åbenbaringer af dig selv gør mig så glad! Godt nytår også til dig, kæreste Jesus! Du og jeg sammen!