At være elsket

Gud kan bruge et æsel – Gud kan bruge en hest

Gud brugte jo en gang et æsel, som talte til Bileam. I øvrigt ikke en rar samtale. Æslet så nemlig Gud – og det gjorde Bileam ikke. Og Bileam slog det stakkels æsel. Men Gud hædrede æslet: “Hvorfor har du slået dit æsel tre gange? Jeg har stillet mig i vejen for dig, for din rejse er overilet og imod min vilje. Æslet så mig, og tre gange bøjede det af foran mig; hvis det ikke var bøjet af foran mig, ville jeg have dræbt dig, men æslet havde jeg ladet leve!” (4 Mos 22,32-33).

Gud havde succes med at bruge et dyr til at kommunikere sin vilje. Men i dette tilfælde havde han ikke succes med at nå Bileam med sin kommunikation. Desværre.

Til gengæld har mange af os oplevelser, hvor Gud har kommunikeret med os gennem naturen eller specifikt igennem dyrene. En kvinde fortalte mig om sin oplevelse på en tur derude:

“Som jeg gik en tur, hørte jeg fuglesang og så den skønne natur omkring mig. Jeg blev fyldt af glæde og tryghed. Og pludselig blev fuglesangen som en samtale med min Gud. Så stoppede jeg op og så lige ind i øjnene på en smuk hest. Vi stod der og så længe hinanden dybt i øjnene. Jeg fik en fin samtale… Det var, som jeg talte med min Gud. Jeg begyndte at synge, mens vi så ind i hinandens øjne: Du ved, at du er værdifuld, at du er vigtig her og nu. At du er elsket – for ingen er som du. Hesten begyndte at svinge kroppen og så med halen, mens jeg sang… vi havde fin kontakt. Det var, som fik jeg et knus af Gud. Jeg gav hesten et langt, varmt nus på panden… og takkede for samtalen…

Gud er nær os. Gud kan vise sig for os i hverdagens enkelhed. Gennem medmennesker omkring os. Og også gennem en hest…”

Gud har tusinde måder at røre os på!

“Lovet være Herren dag efter dag,
Gud bærer os, han er vor frelse.”

(Sl 68,20)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *