Hun fortalte mig historien – miraklet – glæden. Men den begyndte et mørkt sted. Barndommens lys – og mørke. Lyset, når børnene var alene hjemme med mor. Mørket når far kom hjem, og alting væltede. Men historien blev ikke i barndommen. Den lå ligesom indeni hende. Ikke helt kendt. Ikke helt identificeret. En frygt. En frygt for at der skulle ske noget, der væltede al ting. En frygt for dem, der kunne komme og vælte alting. Voksen. Mange år senere. Hun vidste pludselig hvor det kom fra. Koblede – og gav Gud det – lige der hvor frygten var. Og Gud viste hende, at han var foran hende. Han lagde…