At være elsket

Gud mætter dig med glæder

Her er en lille perle:
“Du lærer mig livets vej,
du mætter mig med glæde for dit ansigt;
du har altid herlige ting i din højre hånd.”

(Sl 16,11)

Og så en gang til – fra 1871-oversættelsen, hvor grundtekstens flertalsformer kommer frem på dansk:
“Du vil kundgøre mig livets sti,
for dit ansigt er mættelse af glæder,
livsagligheder ved din højre hånd evindelig.”

Og jeg tænker på Joh 1,16, hvor der står, at vi fra Jesu fylde får “nåde over nåde”; og fra 2 Kor 3,18, hvor der står, at vi “forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed”.

Og vi mættes altså ikke blot med glæde – men med glæder. Mere glæde. Og det sker der, foran hans ansigt. Nåde over nåde. Fra herlighed til herlighed. Glæde over glæde, fra glæde til glæde, glæder… Sammen med Gud, er der bare mere!

Ja, jeg kender det. Det sker her… hver morgen, når jeg møder Ham. Sammen med Ham. Jeg får glæderne fra ham, jeg får livsaglighederne fra ham. Jeg mættes. Den gode fornemmelse af at være fyldt, tilfreds – ja – glad!

Johannes kendte det også. Han skriver om fællesskabet. Fællesskabet med Gud – og deri mærker vi den fuldkomne glæde: “Det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen” (1 Joh 1,3-4).

Smag på det – fuldkommen glæde! Mere glæde. Glæder fra ham til dig. Lige nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *