At være elsket

Gud sagde: vær ikke bange

Jeg var bange. Det var et øjeblik, hvor følelserne greb mig – frygten forbundet med at miste mennesker, som jeg holder af. Frygten for ikke at magte fremtiden.

Nej, det handler ikke om nu. Lige nu er det godt. Men i den mørke nat blandede følelser og bekymringer sig, magteløsheden overvældede mig.

Jeg bad: Gud, du må give mig noget fra dit ord. Du må hjælpe mig. Du må tage hånd om det.

Jeg tog min Bibel. Bladrede lidt. Kom til Jeremias kapitel 30. Her var det hele. Og Ånden oversatte det lige ind i mit liv:

“Vær ikke bange”… “lad dig ikke skræmme, for jeg bringer dig frelst hjem”… “leve roligt og trygt”… “Jeg er med dig, siger Herren, og vil frelse dig”… “Jeg heler dine sår” (vers 10, 11, 17).

Ja, Gud er her! Han kender vores frygt i livet. Han ved, at vi mister – mennesker vi holder af, og med tiden også vores egen energi og funktioner.

Og – han tager sig af det… når den tid kommer! Men heldigvis tager han os også i hånden til at gå skridtene fremad, når bekymringerne griber os.

Gud, tak for din fred – nu. Tak for dine løfter om hjælp – på hvert eneste skridt! Tak fordi du er her og altid hjælper os! Tak!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *