En tomhed, der aldrig forsvinder?

Kender du følelsen af tomhed indeni? Måske kommer den til udtryk i en ulidelig ensomhed… Eller i følelsen af uendelig meningsløshed… Eller med en erkendelse af at ingenting virkelig tilfredsstiller det inderste i en…

Du er ikke alene!

Og lad mig sige det med det samme: Stedet, hvor den tomhed findes – det forsvinder ikke.

Virkelig? Nej.

Salomo forsøgte at håndtere det med oplevelser og skønhed – huse og vingårde, haver og parker, frugttræer, damme, tjenere, køer og får, sølv, guld og andre rigdomme, sangere og sangerinder, mængder af kvinder… “Jeg sagde ikke nej til noget af det, mine øjne begærede; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde… det var alt sammen tomhed” (Præd 2,10.11).

Intet hjalp.

Men jeg ved noget, der hjælper.

Gud! Og jeg ved, at når jeg mærker den tomhed – så mærker jeg min længsel efter Gud. Og når jeg kommer til ham, så fyldes jeg med glæde, fred og tilfredshed. Jeg mættes. Jeg oplever mening. Ja, jeg jubler af fryd! Gud er ikke karrig!

Så – følelsen af tomhed og længsel er også en “ven” og ufarlig… det betyder blot, at mit hjerte er skabt til at være sammen med ham – og først mættes, når jeg er hos ham.

Og det samme gælder for dig – vi kommer fra den samme skaber!

Kom! Han vil mætte dig!

“Luk munden op, så vil jeg fylde den” (Sl 81,11).

“Men dig ville jeg give hvedens fedme,
jeg ville mætte dig med honning fra klippen.”

(Vers 17).

Og som med alle andre måltider – så handler det om at blive mættet igen og igen…

Skriv et svar