At blive brugt af ham

Som en duft af røgelse

Fortælleren er ved at folde noget stort ud for os: Netop i det år kong Uzzija døde havde Esajas sit store møde med Gud, hvor han så ham sidde på sin trone i himmelen.

Uzzija havde været troløs mod Gud, og var selv gået ind i Herrens tempel for at bringe røgelsesofre – hvilket kun præsterne måtte gøre (2 Krøn 26,5.16-21). Og Gud er den, der viser sig for Esajas i sit tempel.

Uzzija havde været hovmodig. Esajas var ydmyg: “Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre” (Es 6,5).

Hvor Uzzija blev spedalsk som et fysisk udtryk for hans urenhed, renser Gud Esajas. “En af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde: ‘Nu har dette rørt dine løber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet’ “ (Vers 6).

Ilden renser, og faktisk blev kullet brugt i templet, så røgelse kunne blive til en røgelsessky foran Herrens ansigt (4 Mos 31,23; 3 Mos 16,12-13). Så Esajas blev billedligt set renset, så han kunne blive som en vellugtende røgelse foran Herren. Modsat Uzzija, som ville ofte en røgelse, han ikke havde ret til og derved blev uren.

Og da Esajas var blevet renset, blev hans kald stadfæstet: “Da hørte jeg Herren sige: ‘Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?’ Jeg svarede: ‘Her er jeg, send mig!’ “ (Es 6,8).

Gud vil gerne åbenbare sig for hver eneste af os. Gud vil gerne rense hver eneste af os. Han vil gerne bruge hver eneste af os, så vi spreder en vellugt for ham og om ham:

“Men Gud ske tak, som altid fører os med i Kristi triumftog og overalt lader os udsprede kundskaben om ham som en duft” (2 Kor 2,14).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *