At være elsket

Uanset lortet i dit liv – hør: Følg mig!

Der var fest. Jesus var festens centrum. Ja, Levi holdt festen for Jesus.

Levi var mægtig glad. Han havde dag ud og dag ind siddet ved toldboden – og det var der ikke meget fest over. Folk hadede det, skatten, romerne og ham – Levi. Alle så ned på ham: “toldere”.

Men så var Jesus kommet forbi og havde sagt til ham: “Følg mig!” (Luk 5,27). Ja, Jesus! Levi var jublende glad, og “han lod alt ligge og rejste sig og fulgte ham”.

Og “nu holdt Levi en stor fest for ham i sit hus, og en mængde toldere og andre sad til bords sammen med dem” (vers 29) – en hel del andre syndere, faktisk. Farisæerne og de skriftkloge blev forargede… og lad os stoppe her et øjeblik: Bliver vi forargede over nogle såkaldte “kristne”? Er der nogle såkaldte “syndere”, som bare er “for meget”? Er der nogen, vi ikke vil være sammen med, for at vi ikke bliver “besmittede”?

Ja, ja – jeg sagde jo ikke, at du skulle være sammen med dem, vel…

Men altså – Jesus var sammen med toldere og syndere til fest. Og på deres anklagende spørgsmål svarede han: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse” (vers 31-32).

Tak, Gud!

Uanset hvem du er – hvor sygt dit liv er, hvor hadet du måtte være, hvor meget lort du har foretaget dig – så vil Jesus gerne til fest hos dig! Han elsker dig – og han kalder dig helt enkelt: “Følg mig!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *