Livets mange sceneskift – du er skabt til tryghed

Der er nok af ting, som kan give blæst i livet. Sceneskift efter sceneskift:

Pludselig ved man det: Man er teenager… barndommens tryghed er blæst af banen, kaos raser… længslen efter at bestemme mere selv er vågnet…
Smukke brude og gomme, romantisk bryllup… hvorfor kan man så skændes over noget så banalt som opvasken?
Nuttede babyer og nætter uden søvn… bedårende, uskyldige sovende børn og vasketøj i spandevis…
Flytninger og jobskifte, nye regler og corona, forandringer følger forandringer – kan jeg følge med?

Og i disse – som i mange andre situationer – er der et underliggende spørgsmål: Er jeg tryg nok til at være i det? Er jeg tryg nok til at finde afsæt for mit liv?

Vi er skabt til at være trygge i trygge rammer: “Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have” (1 Mos 2,15).

Gud satte os i en have. Vi er skabt til at være i en have. Et trygt sted. Hjem. Stedet hvor vi et øjeblik kender verdens grænse… Stedet hvor vores øjne kan hvile… vi kan gå i nattøj og med uredt hår…

Trygge.

Jeg tænker, at trygheden i haven var Guds afsæt til os, så vi kunne folde os ud… Og haven er også stedet, hvor Gud møder os: “Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven” (1 Mos 3,8).

Og efter syndefaldet er det måske blevet det allervigtigste: Vores have er stedet, hvor Gud er sammen med os – og der kan vi være trygge! For selvom vi mærker længslen efter trygheden i vores almindelige hverdagsliv – så er vores hjem her ikke altid sådan… Teenagelivets hormoner buldrer bare for meget, ægteskabets kampe bliver bare for intense, mangel på overskud synes så altoverskyggende, forandringerne så angstprovokerende… Vores have kan synes helt væk…

Men Gud er ikke væk! Og sammen med ham kan du mærke haven, trygheden, rammen. Gud rummer alt i dit liv! Gud lader dig ikke bare forsvinde ud i det rammeløse rum. For Gud skabte dig til at være i en have – og han vil i enhver omstændighed møde de behov, som han selv har lagt ned i dig! Han vil være din tryghed i alle livets sceneskift, i al blæst, og når dit indre skriger af mangel på din have – så åbner han lågen på vid gab: Her er vores have!


Skriv et svar