At være elsket

Gud elsker dig med passion!

Ja, det lyder nærmest lidt fjollet – for hvordan kan man overhovedet elske uden passion?

Faktisk er det disse ord, som jeg har fat i: “For jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud” (5 Mos 5,9). Han mener det! Han siger, at du ikke må have andre guder end ham! Og ingen gudebilleder, som tager opmærksomheden væk fra ham.

Lidenskabelig. Passioneret. Brændende kærlighed.

Han ønsker en overstrømmende varm relation til dig. Intim og fortrolig. En nærhed hvor intet er imellem jer.

Dette sker ikke der, hvor man har flere guder – eller flere elskere. Gud elsker dig så højt, at han giver dig sig selv lige til døden – og han begærer hele pladsen i dit hjerte.

Bliver du overvældet? Vækker det længsel i dig?

Jeg kan sige det til dig, som jeg kan sige det til mig selv: Er du klar til noget så stort og stærkt? Vil du opleve den guddommelige kærlighed folde sig ud i dit liv? Vil du åbne dig, så du kan modtage et overstrømmende engagement for alt, hvad der vedrører dig – fra en, som vil gøre det endnu bedre for dig, end du nogensinde havde drømt om?

Vil du? Vil du Gud?

Ja… min Gud… jeg modtager din lidenskabelige kærlighed! Jeg ønsker at se og opleve al din passion i mit liv! Jeg vil dig! Hele dig! Åbenbar dig selv endnu mere for mig… Elsk mig i hele din guddommelige fylde. Jeg giver dig mit alt. Du alene er min kære Gud!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *