Fra mørke til det største lys

“Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven,” læser vi (Joh 20,1), og hos Markus: “Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven” (16,1-2).

Og de kendte ikke fortsættelsen på beretningen: at Jesus var stået op! For dem var det måske endnu mørkere end den stadig mørke morgen… Det havde været mørkt siden fredag eftermiddag, hvor Jesus døde. Sorgens uendelige mørke, skuffelsens mørke, tvivlens mørke…

De vidste også kun om endnu mere tristhed forude – mødet med Jesu kolde, livløse krop. Tid med et lig med dødslugten hængende i luften. Ja, de elskede Jesus, den levende Jesus, men mon ikke det var pligten som kaldte dem ud til hans døde krop?

Tænk på det! Du ved, hvilken fantastisk overraskelse, der ventede dem. Du ved, at det største lys nogensinde nu ville skinne for dem. Du ved, at Maria Magdalene ville tale med ham, som elskede hende så højt, og som hun elskede tilbage…

De vidste det ikke. Men de gjorde, hvad de skulle. De holdt ud i mørket og i sorgen. Og de var set af Gud på deres triste morgentur ud til graven, selvom de troede, de var helt alene…

Gud ser dig! Hvilket mørke du end er i, så hold ud! Gør det, der skal gøres. Din pligt. Gud elsker dig, og han har stadig masser af lys, han vil lukke ind i dit liv… Er det ikke det, historien fortæller dig? Gud ved det, du ikke ved – hvilke overraskelser han har til dig…