Ikke kategoriseret

Beskyttet – også selvom det ikke ser sådan ud

Familiestridigheder. Øv. Det gør så ondt – ja, endnu mere ondt fordi det skulle være så godt.

Jalousi. Bedrag. Had. Ondskab. Hån. Foragt. Sladder.

Det hele eksisterede imellem Jakobs sønner. Og hvordan skulle man da også kunne holde sammen på en familie med fire koner? Der var kamp om kærligheden…

En skilte sig markant ud fra flokken: Josef. Han var elsket af sin far. Og forkælet. “De elleve brødre blev misundelige på deres lillebror Josef, og derfor solgte de ham til Egypten” (ApG 7,9). Frygteligt. Lige her er det Stefanus, som fortæller historien – og jeg elsker fortsættelsen: “Men Gud beskyttede ham og hjalp ham gennem alle de farer han kom ud for”.

Så er det bare at lukke øjnene og se det for mig: Gud, som beskytter mig! Og han hjælper mig igennem alt!

Men… Stefanus’ egen historie fortæller, at det ikke altid sker på den måde, som vi havde ønsket eller forestillet os. Senere i samme kapitel bliver Stefanus nemlig stenet til døde. Beskyttet? Hjulpet igennem alle farer, han kom ud for?

Måske ikke ved første øjekast… men virkelig når man kigger en gang mere: “Stefansus var fyldt af Helligånden og kiggede op mod himlen. Der så han Gud i sin himmelske magt, og ved siden af ham stod Jesus.” Og imens de stenede ham, bad han: “Jesus, min herre, tag imod mig” og “straf dem ikke for det forfærdelige de har gjort” (vers 55, 60).

Gud var med ham. Gud beskyttede ham på en eller anden måde i det. Gud hjalp ham igennem. Også selvom det betød døden.

Og sådan vil Gud være i dit liv. Uanset dine omstændigheder – familiestridigheder eller andres fjendskab. Uanset om det er mødet med døden. Gud hjælper dig – og beskytter dig på sin måde igennem alt!

(Bibeltekst fra Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *