Bøn forener!

Det er Paulus, som siger: “Jeg vil altså, at mændene alle vegne skal bede med fromt løftede hænder, uden vrede og uden splid” (1 Tim 2,8).

Hvad så – skal man ikke bede, hvis man er vred på nogen eller uenig med nogen? Jo, selvfølgelig – hvor skal man ellers gå hen? Gud er den eneste, som kan hjælpe os i de situationer.

Samtidig er Bibelen fuld af ord om, at en del af at tjene Gud er, at vi også har ordentlige forhold til mennesker. Vi har et ansvar for at behandle andre ordentligt, selvfølgelig, gøre op, gå de ekstra skridt det nogle gange måtte kræve.

Når jeg kigger på verset igen, så tænker jeg også på, hvad der sker imellem mennesker, når vi beder sammen? Vil bøn sammen føre os hen, hvor der er mindre vrede imellem os, vil det få splid af vejen?

Mon ikke godt man kan sige, at det vil det – i et eller andet omfang i al fald. For arbejder Gud med hver enkelt af os, så får det også indflydelse på det fælles. Og er vi fælles om ham, som er større end os, så fyldes vi med ydmyghed i forhold til hinanden.

Passagen om bøn begynder med dette vers: “Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker” (vers 1). Det handler om, at vi mennesker går sammen om at bede for andre, at vi tjener Kristus og andre igennem forbøn – ja, at vi sammen er optaget af andre i stedet for at være optaget af os selv… Og ja, så tænker jeg bare: Lad os koncentrere os om det! Lad os koncentrere os om den tjeneste Gud har givet os for andre! Mon så ikke vi forenes?

Skriv et svar