At være elsket

Gennemskyllet af hans velsignelser

Så enkelt har Jesus sagt det: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matt 6,33).

Og alt det andet fra hans hånd er ikke så lidt! Det er ham, “som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår” (Ef 3,20).

Jesus vil give os alle de velsignelser, som vi har brug for lige for denne dag. Og nej, ikke på nogen måde i en “skrabet” udgave, men rigeligt. Jesus ser, hvordan vi har det – og han ved, hvad vi trænger til, ja, også på en dybere måde, end vi selv ved det – og de behov møder han.

Sådan en dag havde jeg i går… jeg følte virkelig, at jeg blev gennemskyllet af hans velsignelser! Måske er det, der sker, i grunden så banalt og lige til – men når Ånden oversætter det for mit hjerte, og jeg mærker, at det er HAM, så bliver det jublende rigt – og ja, min glæde bliver bare større og større…

Jeg kan godt dele et par nedslag fra gårsdagen… En morgen cykeltur i det utrolig smukke solbeskinnede landskab… blomstrende overflod, rådyr flere steder, udsigten over havet – og en krop, som med velvære kørte hurtigere, end jeg plejer – som om Guds glæde forplantede sig til styrke og energi… En travl dag, som flaskede sig, og hvor jeg havde interaktioner med dejlige mennesker undervejs, en taknemmelighed til Gud for hans tilstedeværelse i alt det, som jeg havde lagt i hans hænder… En ventende halv time på en bænk i solen, hvor jeg lyttede til skøn musik, overgivelse til ham, mit sind løftede sig på tonerne til nærhed med HAM, tryghed i HAM i alt hvad der er i mit liv…

Ja, min kære far, jeg takker dig for denne mæthed i mit sind… at du er sammen med mig i alt i mit liv… og at du gør det almindelige særligt, fordi du er… og det almindelige er pludselig ikke bare almindeligt længere… du har tilført det en rigdom, som det ikke havde uden dig… det ubeskrivelige “ekstra”, som gør hele forskellen, så det bare er meget mere… og mit hjerte virkelig mættes… Jeg kan ikke takke dig nok!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *