Betyder stormene noget?

Ja, jeg synes jo dog, det er noget, når der står: “Pludselig blev de overrasket af en voldsom storm på søen. Bølgerne slog ind over båden” (Matt 8,24). Hvem har lyst til at blive overrasket af noget ubehageligt? Og noget, der er voldsomt – har det måske ikke en chok-effekt på os? For ikke at tale om bølger så store, at de ligefrem kommer ind over den båd, jeg opholder mig i.

Og disciplene var bange! De råbte: “Vi drukner!”

MEN… ja, det er næsten som om, en helt anden historie er flettet ind. For “Jesus sov bare videre”. Var han mon udmattet af træthed? Eller virkede den intense vuggen af båden beroligende på ham? Eller – var han bare tryg?

Disciplene vækker ham: “Hjælp os, Herre. Vi drukner!” (Vers 25)

Og ligesom forundret, spørger han: “Hvorfor er I bange? Har I ingen tillid til Gud?” (Vers 26)

Jesus havde tillid til Gud. Jesus var tryg. Jesus vidste, at alt – også denne storm – var i Guds kærlige hænder. Så hvad mere skulle han gøre? Han kunne sove…

Og historien åbner sig op… til stormene i livet… de voldsomme og overraskende, dem der skyller indover os…

Har du tillid til mig? Hvisker Åndens stemme… Har du ikke allerede givet det til mig? Tænk på, at det hele ligger i mine kærlige hænder… Jeg er i gang med at gøre det, som bare jeg kan gøre…

“Så rejste han sig op i båden og skældte stormen og bølgerne ud. Med ét lå søen blikstille.”

(Bibelteksterne er fra Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag)