At være sammen med ham

Tror du – at Gud er ordentlig og har magt?

Jeg er i gang med at læse Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudansk, og her i Matthæus evangeliet lægger jeg mærke til, at Jesus er optaget af vores tro… Og han stiller en lille serie af spørgsmål til, om vi virkelig tror på Gud:

“Hvorfor er I bange? Har I ingen tillid til Gud?” (Matt 8,26).

Og på siderne før: “Tror I så ikke også han vil sørge for jer? Tror I overhovedet på ham?” (Matt 6,30). Og “Tror I så ikke at jeres far i himlen vil give gode gaver til dem der beder ham om noget?” (Matt 7,11). (Læs evt. de sidste dages andagter, hvor disse spørgsmål er omdrejningspunkter).

Og midt imellem disse spørgsmål kommer historien om officeren med den syge slave. Til ham siger Jesus: “Det vil gå sådan som du tror” (Matt 8,13).

Jeg sanser en spænding, ja, nærmest et voksende HJÆLP, når jeg læser. For spørgsmålene handler i den grad om, at mennesker har udfordringer med at tro – men samtidig virker det, som om troen er tæt forbundet med, hvad der sker. Og hvad nu hvis jeg ikke tror? … HJÆLP! Hvad nu hvis jeg ikke tror ligeså meget som officeren, som faktisk fik det, han troede. Selv Jesus var overrasket over så stor en tro: “Så stærk en tro har jeg ikke engang mødt hos en jøde” (Matt 8,10).

Men så lad mig da lære af officeren! Mødet mellem officeren og Jesus er virkelig en mand til mand situation. Officeren arbejder med ordentlighed, og ved hvad magt betyder. Det er en naturlig del i hans liv – og selvfølgelig forventer han ikke at ordentlighed eller magt betyder mindre i Jesu liv. Enkelt. Et ord er et ord.

Så – nu et par spørgsmål fra mig: Tror du, at Gud er ordentlig? Og tror du, at Gud har magt?

Hvis du tror det – så er den sådan set ikke længere… Så kan du tage Gud på ordet – som en mand til en mand. Tvivler du på, at Gud er ordentlig, eller at han har magt… så glem det… Eller bliv ved med at bruge tid med ham indtil du virkelig tror det…

Jeg anbefaler det sidste. Bliv ved med at bruge tid på Gud for at vide hvem han er. Så falder alt andet efterhånden på plads…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *