Hendes verden brast

Og det er faktisk den gang i historien nogen sinde, hvor det udsagn har været mest sandt. Hendes verden brast virkeligt.

Ham, hun elskede, havde skyldt hele skylden på hende og udstillet hende… kærligheden var væk! Hun var nøgen og skammede sig, og hendes figenbladskjole hjalp slet ikke. Hvad, hun endnu ikke vidste, var, at hun også ville miste sit hjem, at hendes liv ville ende med døden og at uendelig meget smerte ville ramme hendes liv.

Virkelig kaos! Alt skred. Og så – NEJ! Gud skred ikke! Lige der elskede Gud Eva! Virkelig elskede!

Åh, den forbandede slange, læs djævelen. Gud vidste godt, hvem der var den hovedskyldige i plottet! Gud ville genoprette – Eva ville en dag atter få en paradisets have! Ja, måske havde slangen vundet det første slag – men Eva ville igennem sin slægt vinde det sidste, afgørende slag – fuldstændigt: “Hendes afkom skal knuse dit hoved” (1 Mos 3,15).

Og “Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på” (1 Mos 3,21). Med sine egne hænder skabte han det, som kunne dække deres nøgenhed og skam. Og en dag – mange år senere – døde Jesus, fordi han elskede – for at tage deres skyld og skam for evigt!

Du er elsket. Intet kan brase sammen i din verden, som rører ved, hvor meget Gud elsker dig!

Skriv et svar