Inde i mig: Stedet med tomhed…

Så skete det igen… pludselig var jeg inde der, hvor jeg kunne mærke stedet med tomhed…

Ja, jeg ved faktisk ikke, om det er et helt dækkende ord…

Men, det er det sted, hvor en blanding af følelser kan skylle indover: Ensomhed, små-utilfredshed, lidt ked-af-det-hed, ikke orke… livsgnisten blafrer lidt… og ja, der er noget hult og tomt over det…

Kender du det sted?

Sådan i livets travlhed, så er det for mig oftest utrolig nemt at komme forbi det sted… pludselig er jeg jo optaget af alt muligt, jeg godt kan lide – job og hjemmesysler, hygge og andre mennesker…. og så mærker jeg ikke stedet… ja, nogle gange kan jeg næsten tro, at det ikke er der…

Jeg har tænkt på, om det er det sted, som Gud har lagt indeni mig, hvorom der står: “Han har også lagt evigheden i menneskenes hjerte” (Præd 3,11).

Den uudslukkelige længsel, der udspringer ligesom af det sted – og jeg værdsætter det faktisk. For jeg har kun ét sted at gå hen med tomheden fra dette sted: Til Gud! Og det gør jeg. Og så sker det forunderlige – han fylder mig med glæde. Alt det, som kunne gøre ensom, små-utilfreds, ked-af-det – eller det mørke, der bare kommer af “intet” – fordamper, bliver “ligegyldigt”…

Dog må jeg sige, at Gud aldrig fylder mig til en mæthed som varer mega længe… heller ikke en “overmæthed”, hvor jeg ikke har brug for at komme tilbage…

… det er som om jeg ved, at længslen kun mættes fra det ene måltid til det næste, så at sige… (Og det er fantastisk! Jeg elsker hvert eneste måltid!) Og så kommer den evige glæde uden nogen mørke strømme den dag, hvor jeg skal se ham ansigt til ansigt i evigheden!

Tak, Jesus, for det sted, som kun du kan fylde! Hold op, hvor jeg glæder mig til at se dig – du – min fylde, der vil fylde alt i mig for evigt!

Skriv et svar