Du sørger for mig!

Aftenstund ved sengetid. Mit hjerte råbte efter Herren. Åh, jeg længtes så meget efter ham. Åbenbar dig for mig, Herre, bad jeg.

Jeg tænkte på alle de gange, han bare har talt til mig gennem det, jeg nu var nået til i Bibelen… Jeg tog Bibelen på Hverdagsdansk op, den lå ved siden af min seng… 2 Kongebog 17…

Jeg læste… “Men de ville ikke høre efter. De var lige så oprørske som deres forfædre, der ikke havde tillid til, at Herren deres Gud, ville sørge for dem” (vers 14).

Modtaget, Gud, jeg kan virkelig havde tillid til, at du vil sørge for mig! Jeg har tillid til, at du vil sørge for mig!

Jeg var optaget af tillid til Gud! Jeg lod mig favne af hans løfte: Jeg vil sørge for dig! Altid… Du kan have fuld tillid til mig!

Hvorfor skulle min hjerne gøre oprør mod det? Hvorfor spekulere på at udgrunde alt muligt? Troens vej er tillidens vej… at give slip… at lade sig favne: Gud vil sørge for mig!

Glæde fyldte mit hjerte… Min længsel blev mødt… Igen! Gud, du er her! Og favnet af hans løfter, sluttede denne dag… tilliden fyldte mig… fred, glæde, hans kærlighed…

Skriv et svar