Der stod hun

Ja, der stod hun så. Midt i murbrokkerne.

Jeriko var faldet sammen. Hun havde set dem gå rundt om byen en gang hver dag de sidste seks dage. Hun havde været i sit hus – med den røde snor hængende ud af sit vindue. I fast tillid til at spionerne ville hente hende som lovet.

Hun kendte ikke planen. Lige siden spionerne havde været hos hende, havde hun ventet. Først på dage som lignede alle andre. Så på dagene hvor byen var lukket, imens israelitterne gik rundt om byen. Og nu, den syvende dag.

Igen hørtes deres skridt rundt om byen. Men det stoppede ikke. Det blev ved. Syv omgange. Hun havde hørt det kraftige, sejrsfulde kampråb. “Et kampråb så højt, at muren faldt sammen” (Jos 6,20).

Alt var blevet kaos. Murbrokker, mennesker der skreg, dyr der hylede, krigerne der overstrømmede byen.

Og der stod hun så. Sammen med sin familie. På aftalte sted. Med den røde snor. Ventende i tillid.

“Spionerne gik ind og førte Rahab ud sammen med hendes far og mor og brødre og alle, der hørte hende til” (vers 23).

Der stod hun – og hun blev reddet, frelst, fik livet på ny!

Stå du også der, hvor du står sammen med Herren. Vær ikke bange for at vente på hans handlinger. Han svigter aldrig. Han gør noget – lige når tiden er inde. Nej, du kender ikke planen. Vent. Vis tillid. Hvil i tillid. Bliv stående. Han er sammen med dig, mens du venter.

Skriv et svar