At give navn…

Didi, kaldte jeg hende. Min lille skønne dværg buhund. Efterhånden som hun blev større, så kom hun, når jeg kaldte på hende. Hun reagerede på navnet, som jeg havde givet hende. Vi hørte sammen. Hun var min hund.

Tænk på Adam, som fik lov at navngive alle dyrene: “Det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn” (1 Mos 2,19). Mon Adam også følte, at dyrene var hans…?

Vi får et ejerskab til noget, når vi navngiver det. Vi tager ansvar for det. Det gælder faktisk også de svære ting i livet… Når vi sætter ord på problemet, når vi navngiver sygdommen – så er det en måde at tage ansvar på og erkende, at det er sådan… Også selvom det gør ondt, og vi ikke har lyst…

… og husk, når du navngiver noget – du er ikke alene! Gud er med dig, og han vil hjælpe dig med alt det, du har ansvar for, alt det, som du finder vanskeligt, uoverskueligt og smertefuldt… Måske kan han netop bedre hjælpe dig, når du har erkendt, at det er noget, som du må forholde dig til – selvom du synes, du ikke kan… For så beder du den åbne bøn: Hjælp mig, far!

“Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: ‘Herre, frels mig.’ Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham…” (Matt 14,30-31)

 

Skriv et svar