Sur vissen profet

“Skulle jeg så ikke have ondt af den store by Nineve, hvor der er mere end hundrede og tyve tusind mennesker, som ikke kan kende forskel på højre og venstre, foruden en mængde dyr?” (Jon 4,11)

Jonas… den mest sure og vrisne profet, som man kan forestille sig. Først var han modvillig, da Gud ville sende ham til Nineve (1,1-3). Så var han forbitret og vred over, at Gud ikke ville udrydde folkene fra Nineve, da de omvendte sig (3,10-4,4). Og så var han sur over en vissen olieplante og en stikkende sol (4,8).

Gud prikker til ham… Og måske til os, når vores egen næse fylder for meget… Jonas, når du kan fælde tårer over en død olieplante, bare fordi den ikke skygger over dit kogende hoved længere, skulle jeg så ikke være ked af det, hvis jeg skulle miste 120.000 mennesker plus en masse dyr…? Mennesker og dyr, som jeg har skabt! Mennesker som jeg elsker! Dyr som jeg glædes så meget over?

Vi slipper for et svar fra den sure profet… Vi må selv svare…

Hvad tænker du? Er Gud kærlig, når hans hjerte banker for 120.000 menneskers omvendelse? Og når en masse dyrs liv rører ham?

Mega! Han elsker dig! Også når du er sur, faktisk! Han forsøger at forsøde dit liv. Og så prikker han til dig… for at du kan se, hvor stor hans kærlighed virkelig er! At han elsker dig. Og han godt ved, at det er svært for dig at kende forskel på højre og venstre – altså på ret og galt… Så – han forsøger at lede dig til det rette… Så du også slipper for at være sur, men i stedet kan blomstre i hans kærlighed!