Er du klar til en nærkamp med Gud?

Hans liv var vel fløjet af sted – ligesom liv nu gør det.

Der havde være meget rod – ligesom der måske i virkeligheden er det i manges/de flestes (?) liv.

Han havde snydt sin bror.
Han havde bedraget sin far.
Han havde flygtet fra sit barndomshjem.
Fået fire koner og en hel del børn.
Bedraget sin svigerfar flere gange.
Måtte også flygte for at forlade sin svigerfar.

Nu stod han der i en situation, der nok mest minder om at ryste i bukserne af skræk.

Der var nemlig ikke blevet ryddet op i rodet. Og – nu kom hans bror Esau imod ham med noget, der lignede en hær.

Jakob var virkelig bange.

Nu kom tiden for nærkampen.

For han kunne ikke mere. Selv. Men han var alene. Alene med livet.

“Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst” (1 Mos 32,25)

Og nu holdt Jakob fast i denne mærkværdige stærke mand: “Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig” (vers 27).

Det var nærkamp – ja, noget nær det tætteste, du kommer.

Og så tæt må du komme med Gud – for at nå til det sted, hvor Jakob nåede:

“Du har kæmpet med Gud og mennesket, og du har sejret” (vers 29).

Det er overgivelsens kamp. Kampen hvor du slipper alle facader eller fjer og figenblade, som du måtte forsøge at dække dig med. “Hvad er dit navn?” “Han svarede: ‘Jakob’ “ (vers 28).

Når du står ærligt og ligefremt – i al lortet – og bare er dig – i nærkamp med ham – så er du på det sted, som du kommer videre fra!

Livet bliver ikke problemfrit – men du går videre derfra som den, du er – med Gud!

“Jeg har set Gud ansigt til ansigt” (vers 31). Aldrig mere alene med livet.