At være elsket

Relationer – alt handler om det

Relationer – det sker i relationer – det er der, det hele sker – det er det, som gør forskel for alt!

Det er i relationer, at kærligheden leves. Det er mellem os at glæde, håb og trøst skabes. Det er ved at være sammen, at vi finder mening og styrke.

Kristendom handler om relationer. Relationen til Gud – relationen til hinanden. Uden de to – eksisterer kristendom ikke – den leves i relationerne.

Jesus havde en tæt relation til sin far: “Jeg og Faderen er ét” (Joh 10,29).

Jesus dannede tætte relationer til mennesker, og han udrustede disciplene til at tjene andre ved at være i relation med sig selv: “Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham” (Mark 3,14).

Han udsendte disciplene to og to: “Jesus kaldte de tolv til sig og begyndte at udsende dem to og to og gav dem magt over de urene ånder” (Mark 6,7).

Han sendte dem ud for at være tætte på mennesker: “Hvor som helst I kommer ind i et hus, dér skal I blive boende, til I rejser videre” (vers 10).

Og det er egentlig ‘opskriften’ til dig og mig.

  • Kom til Gud for at få en relation til ham. Det er når du kender ham, erfarer hans kærlighed, oplever hvordan han er med dig – at du fyldes af ham; ja, at han overhovedet betyder noget i dit liv.
  • Vær i nære relationer med en anden (eller andre) troende. Det er stedet, hvor vi vokser og slibes af. Vi styrkes sammen. Vi kan bede sammen og opmuntre hinanden. Vi fyldes med glæde og varme, når vi mærker hinandens kærlighed, og at vi har betydning for hinanden.
  • Når du vil dele Gud med andre – så er der et menneske foran dig, som du skal danne relation med – så han kan mærke, at Gud vil en relation med ham.

“I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden” (Joh 13,34-35).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *